Anette fik forkert fugl tilbage fra dyrebutik - den rigtige var død

Anette Kjellegaard afleverede sin fugl til en klipning af kløer i en dyrebutik. Men fuglen, hun fik tilbage, var den forkerte. Hendes egen var død.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bonnie Dyrecenter på Kinavej i Slagelse skal ikke regne med at få Anette Kjellegaard som kunde igen. For da hun mandag afleverede sin fugl i butikken, fik hun en helt anden tilbage igen. Den rigtige var nemlig død.

- De vælger at tage røven på mig. Jeg er målløs over, at voksne mennesker kan gøre sådan, fortæller 48-årige Anette Kjellegaard, Slagelse.

Hun har haft nymfeparakitten Stritter i 10 år, og derfor ved hun, at den som tam fugl kan have brug for at få klippet kløerne. De bliver nemlig ikke slidt op på samme måde som i naturen, og for at sikre, at klipningen går ordentligt for sig, søger Anette Kjellegaard hjælp hos fagfolk.

Helt gratis klipning

På Facebook skriver hun til Bonnie Dyrecenter på Kinavej i Slagelse, som svarer, at de gerne vil hjælpe, og at hun bare kan komme forbi, fortæller Anette Kjellegaard.

- De tager rigtig pænt imod mig i butikken. Vi går om bagved, så fuglen ikke slipper løs i hele butikken. Imens de vil klippe neglene, går jeg tilbage i butikken og kigger lidt rundt, forklarer hun til TV ØST.

quote Den bider mig, så det begynder at bløde. Det har min aldrig gjort. Så ser jeg også, at den er ringmærket. Det var min ikke.

Anette Kjellegaard, Slagelse

Da proceduren lader til at være overstået, kommer medarbejderen tilbage med skotøjsæsken, fortæller Anette Kjellegaard. Anette kigger ikke i æsken, da hun er bange for, at fuglen skal slippe fri.

Ifølge Anette Kjellegaard fortæller medarbejderen, at hun da ikke behøver betale for proceduren, så Anette går glad derfra og tænker, at hun fremover vil handle sine dyreartikler i butikken.

Det var en nymfeparakit som denne. Anette Kjellegaard mistede.
Det var en nymfeparakit som denne. Anette Kjellegaard mistede. Foto: ARKIV

Fuglen bed og var ringmærket

Anette Kjellegaard kommer dog hurtigt til at ændre mening, da hun kommer hjem med fuglen og skal have den ud af kassen

- Den bider mig, så det begynder at bløde. Det har min aldrig gjort. Så ser jeg også, at den er ringmærket. Det var min ikke, husker hun.

Anette Kjellegaard har haft sin fugl i 10 år, og da hun kigger nærmere på fuglen i buret, er det meget tydeligt, at det slet ikke er hendes. Modsat Anettes fugl virker parakitten i buret ikke spor tam. Dens fjer ser anderledes ud, og modsat Anettes fugl flyver den uden problemer rundt i buret.

For Anette Kjellegaard er der nu ingen tvivl: Hun har simpelthen fået den forkerte fugl med hjem. Hun skriver derfor til butikken på Facebook og forlanger at få den rette fugl udleveret.

Sådan skrev Anette Kjellegard til butikken, da hun konstaterede, at hun havde fået en forkert fugl med hjem.
Sådan skrev Anette Kjellegard til butikken, da hun konstaterede, at hun havde fået en forkert fugl med hjem.

Medarbejder gik i panik

Den frustrerede fugleejer tror i første omgang, at butikken ved en fejl har puttet den forkerte parakit i kassen. Men det viser sig, at der er sket noget langt værre.

Ifølge Anette Kjellegaard må medarbejderne nemlig erkende, at parakitten døde under negleklipningen, og at de i panik har fundet en næsten identisk fugl i butikken, som de har givet til Anette Kjellegaard - vel at mærke uden at gøre hende opmærksom på ombytningen.

quote Det kunne også være sket hos en dyrlæge. Men de står med fuldt overlæg og giver mig en falsk fugl.

Anette Kjellegaard, Slagelse

Forståelse for, at fuglen døde

Den nu forhenværende fugleejer Anette Kjellegaard er for så vidt ikke vred over, at fuglen døde. Det har hun forståelse for:

- Fugle kan blive stressede, når den slags sker, og så kan de få hjertestop og dø. Det forstår jeg godt, kan ske. Det kunne også være sket hos en dyrlæge. Men de står med fuldt overlæg og giver mig en falsk fugl, siger hun til TV ØST. 

I vrede over behandlingen skriver Anette Kjellegaard en vred opdatering i den lokale Slagelse-gruppe på Facebook, hvor hun fortæller om sin oplevelse. Et opslag, som på kort tid bliver delt flere hundrede gange.

TV ØST har været i kontakt med indehaveren af butikken, Jeanette Siering. Hun bekræfter, at der er en sag, men ønsker ikke at kommentere på den.

Senere siger hun dog sådan her til P4 Sjælland:

- Vi kan bekræfte, at der har været en episode. Vi er utrolig kede af det, og vi beklager meget. Men vi kan desværre ikke gøre mere.


Nyhedsoverblik