- Det er godt ikke at være for selvhøjtidelig, og man skal kunne tage en joke.
Sådan lyder meldingen fra folketingspolitiker Louise Schack Elholm (V) i mandagens udgave af Analysen med Elholm og Langhoff på TV ØST.
I programmet vises et klip, hvor en reporter på TV ØST hjælper Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard (V) med give hans valgplakat et mere ungdommeligt udtryk på Facebook.
Hun fastslår blandt andet, at han skal vise mere hud, hvorefter hun klister kødpølse på hans bryst, for at få det til at ligne bar hud.
Gavnligt for valgkampen
Selv om det er en noget uvant situation for borgmesteren, så er de to folketingspolitikere enige i, at det er en sjov gimmick, der gavner politikerens valgkamp.
- De fleste mennesker stemmer ikke kun på nogen på grund af deres politiske holdninger, men også på grund af hvem de er som person, det har en betydning, og det her er sådan noget, hvor man føler, at man får politikerne ind under huden og finder ud af, hvordan de er, så det er super godt, fastslår Louise Schack Elholm.
Sænk barrikaderne
Det bakkes op af Rasmus Horn Langhoff, der dog mener, at Søren Kjærsgaard burde have spillet lidt mere med på spøgen.
- Jeg synes måske godt, Søren kunne have sluppet sig lidt mere løs, det virker som om, han har meget barrierer oppe og ikke rigtig tør noget, siger han.
Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S) og Guldborgsunds borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) har også fået lavet lignende videoer, hvor de får ’pimpet’ deres valgplakater.
- De er super charmerende de der videoer, og journalisten er drøn sjov, og jeg synes, det er helt uskyldigt og helt uskadeligt, siger Rasmus Horn Langhoff.
Mandagens udgave af Analysen med Elholm og Langhoff var den sidste i denne omgang. Forud for kommunalvalget er udsendelsen blevet sendt hver mandag til torsdag på TV ØST efter den sene nyhedsudsendelse.
TEMA KV17