Det vi har sammen

Ambulancedirektør: Flere nuancer ved akutte responstider

Ud over akuthjælpere har Region Sjælland også syv enheder med kommunale nødbehandlere, som har udrykningskøretøjer til rådighed. Foto: TV ØST

Der er flere nuancer ved de lange akutte responstider i vores region, selvom de syner lange. Det mener ambulancedirektøren i Region Sjælland.

Selvom regionen har en del lange responstider i forhold til resten af Danmark, så er der flere nuancer ved billedet af Region Sjællands akutberedskab.

Det mener Benny Jørgensen, som er præhospital direktør i Region Sjælland.

I yderområder som Torrig, Sjællands Odde, Fejø og Borre på Møn er ambulancernes gennemsnitlige responstid mellem 14 og 20 minutter. Det viser en gennemgang, som Ekstra Bladet har lavet af responstider på ambulancekørslen i Danmark.

Jeg synes, det er en noget unuanceret fremstilling af den problematik omkring ambulancehjælp i yderområderne

Benny Jørgensen, ambulancedirektør i Region Sjælland

Men i nogle af de førnævnte områder har Region Sjælland indsat frivillige akuthjælpere, som kan komme hurtigere ud til en akut situation end ambulancerne. Dermed er der flere nuancer til det billede, som Ekstra Bladet tegner af de regionale responstider, hvis man spørger Benny Jørgensen.

- Jeg synes, det er en noget unuanceret fremstilling af den problematik omkring ambulancehjælp i yderområderne. Præcist i de områder, hvor Region Sjælland har lange responstider, har regionsrådet besluttet at indsætte yderligere supplerende indsats i forhold til 1-1-2-  altså akuthjælpere, siger han.

Frivillige akuthjælpere har en vigtig opgave

Ifølge Benny Jørgensen har de frivillige akuthjælpere en vigtig opgave, hvis der er akut opståede livstruende situationer som for eksempel hjertestop. Her bliver de tilkaldt i de områder, hvor de kan være hurtigere fremme end en ambulance, og de kommer ofte 8-12 minutter, før ambulancen og yder førstehjælp.

De frivillige er vigtige på vores øer som Fejø og Femø, hvor vi skal have ambulancerne over med færge

Benny Jørgensen

- De frivillige er vigtige på vores øer som Fejø og Femø, hvor vi skal have ambulancerne over med færge, da de frivillige er fremme i løbet af ganske få minutter til et hjertestop. Derfor er de meget vigtige for vores akutberedskab, og de bliver rost af befolkningen for at være tryghedsskabende, siger Benny Jørgensen.

De frivillige akuthjælpere er samlet i 17 ordninger med otte til 12 personer. De er blandt andet placeret på Agersø, Femø, Sejerø, Askø, Nekselø, Omø og Orø.

Ud over akuthjælpere har Region Sjælland også syv enheder med kommunale nødbehandlere, som har udrykningskøretøjer til rådighed. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App