Nyheder fra din hverdag

Amatørarkæolog finder amulet mod elverfolk på Lolland

En amatørarkæolog har fundet en blyamulet ved Troelseby på Lolland. Amuletten, der bærer en besværgelse mod onde elverfolk, erklæres nu for danefæ på Nationalmuseet. Foto: Amatørarkæolog finder amulet mod elverfolk på Lolland

Da blyamuletten blev foldet ud åbenbarerede den en indskrift, der skulle beskytte ejermanden mod onde elverfolk. Amuletten vidner om, at overtro og kristendom eksisterede side om side i middelalderen. Foto: En amatørarkæolog har fundet en blyamulet ved Troelseby på Lolland. Amuletten, der bærer en besværgelse mod onde elverfolk, erkl

1 af 2

Blyamuletten, der skulle beskytte folk mod elverfolk, blev fundet ved Troelseby på Lolland af en amatørarkæolog, der kan se frem til en belønning.

En amatør amatørarkæolog har opdaget en særlig amulet ved Troelseby på Lolland.

Det skriver Nationalmuseet i en pressemeddelelse.

Børster man jorden til side, dukker der en lille plade af bly op, hvor en skriftkyndig i middelalderen har indridset en besværgelse, som skulle beskytte ejermanden mod elverfolk.

I middelalderen var elverfolk nemlig noget, man frygtede. Derfor beskyttede man sig med besværgelser skrevet på amuletter af bly, som man bar på kroppen.

Jeg besværger jer elvermænd og elverkoner

En blyamulet ser ikke ud af meget, når den dukker op af jorden. Det er en lille gråbrun klump, som består af en sammenfoldet tynd blyplade.

Blyamuletten, som blev fundet ved Troelseby på Lolland af en amatørarkæolog med metaldetektor, var ikke mere end cirka gange to centimeter i sammenfoldet tilstand. Men da den blev foldet ud, åbenbarede der sig en gemt indskrift.

Oversat til moderne dansk lyder amulettens tekst:

”Jeg besværger jer elvermænd og elverkoner i Gud faderen den almægtiges navn, at I ikke skader bæreren [af amuletten]. I herrens navn.”

Får bedre indblik i middelalderens overtro

Indskriften er skrevet med såkaldte minuskler, som er en type latinske bogstaver, og den giver et indblik i den overtro, som herskede side om side med kristendommen i middelalderen.

Det er seniorforsker og runolog på Nationalmuseet, Lisbeth Imer, som har tydet amulettens tekst, og hun var begejstret for at se blyamuletten, da den dukkede op på Nationalmuseet.

- Vi ved ikke så meget om overtro i middelalderen, så jo flere blyamuletter der dukker op, des bedre indblik får vi i middelalderens overtro, fortæller hun.

Lisbeth Imer påpeger, at det ikke kun er middelalderens overtro, som blyamuletterne fortæller om. De bringer os også tæt på de mennesker, som levede for flere hundrede år siden.

- Blyamuletten bærer en meget personlig historie, da blyamuletter kun er lavet til én person. Vi kommer derfor helt tæt på det menneske, som har ejet amuletten. Vi kommer også tæt på den skriftkyndige. Nogle indskrifter er stavet helt korrekt, mens andre kan have fejl hist og pist, fortæller hun.

Personen, som har skrevet teksten på amuletten, kunne ifølge Nationalmuseet sit kram, for der er ingen fejl i teksten. Præster var blandt de få som kunne skrive latin i middelalderen.

Derfor kan det have været en præst, som indridsede teksten på amuletten, men det har ikke været noget han skiltede med, for kirken så ifølge museet ilde på overtro.

Ikke første fund fra området

Blyamuletten er fundet i et område på Lolland, hvor der er gjort mange fund med metaldetektor. Derfor er Anders Rasmussen, museumsinspektør på Museum Lolland-Falster, også begejstret for fundet.

- Det er en uhyre interessant lokalitet. Vi har endnu ikke har haft mulighed for at foretage arkæologiske udgravninger på stedet, så de genstande som amatørarkæologerne finder med metaldetektor, gør os klogere på dette område, fortæller han.

Fundet omkring 400-500 genstande

Gennem flere år har amatørarkæologer undersøgt området med metaldetektor, og ifølge Anders Rasmussen har amatørarkæologer fundet omkring 400-500 genstande. De mange fund stammer fra en tusinde år lang periode, der strækker sig fra bronzealderen og ind i middelalderen.

Det er et velkendt fænomen, at der fra samme område bliver fundet flere genstande over lang tid. Pløjning og harvning er med til at sprede genstande fra oldtiden i jorden, og derfor er en nypløjet mark guld for en metaldetektorentusiast.

Siden metaldetektoren kom i brug blandt amatørarkæologer i løbet af 1980’erne er fundet af blyamuletter steget kraftigt. Den første blev fundet i 1883, fra 1900-tallet og frem til 1979 blev der fundet to, men fra 1980’erne er antallet af fund steget betydeligt.

I dag kender man til cirka 100 blyamuletter, og langt størstedelen er fundet af amatørarkæologer med hjælp fra en metaldetektor.

Blyamuletten erklæres for danefæ, og der venter finderen en belønning.

Blyamuletten fra Lolland

Blyamuletten fra Troelseby stammer fra 1100-1400-tallet.

Blyamuletter består af en tynd sammenfoldet plade af bly. Når man folder den ud, kan man læse den skrift, som er indridset.

Oversat til moderne danske lyder teksten på amuletten fra Troelseby: ”Jeg besværger jer elvermænd og elverkoner i Gud faderen den almægtiges navn, at I ikke skader bæreren [af amuletten]. I herrens navn”.

Efter metaldetektoren kom i brug i løbet af 1980’erne er antallet af blyamuletter steget. Særligt inden for de seneste år, hvor der for alvor er kommet fokus på dem.

 

Tip os Har du et godt tip?