Lastbil og personbil kørte frontalt sammen: Kvinde fløjet til Rigshospitalet

En 46-årig kvinde blev fløjet til Rigshospitalet, efter at hendes bil stødte frontalt sammen med en lastbil på Ringstedvej ved Holbæk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 46-årig kvinde fra Dianalund blev tirsdag formiddag fløjet med lægehelikopter til Rigshospitalet i København efter et alvorligt trafikuheld på Ringstedvej ved Brorfelde i Nordvestsjælland.

Hun er tirsdag eftermiddag uden for livsfare men indlagt på intensiv afdeling.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Uheldet skete syd for Holbæk klokken 10.20, hvor den 46-årige kvinde i sin personbil ramte en lastbil frontalt.

Kvinden kom kørende på Ringstedvej i nordlig retning. Her kom hun over i den modsatte vejbane, hvor hun ramte lastbilen, som blev ført af en 44-årig mand fra Højby. 

- Det eneste lastbilchaufføren ser, er at bilen lige pludselig er på vej over i hans vejbane, og så bremser han og forsøger at undvige, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Kun føreren ved hvorfor

Men bilen ramte lastbilen frontalt. Hvorfor kvinden kom over i den forkerte vejbane, ved politiet ikke, fordi de ikke har haft mulighed for at tale med kvinden endnu.

- Det er selvfølgelig kun føreren selv af bilen, der ved, hvorfor hun kommer til at køre over i den modsatte vejbane. Det kan der være mange årsager til, siger Martin Bjerregaard. 

Der blev rekvireret en bilinspektør til stedet kort efter ulykken. 

Ved Tjørnedevej var der omkørsel et godt stykke tid efter, da vejen ikke var ryddet, mens trafikken blev åbnet omkring Brorfeldevej.

Opdatering
Clock08. maj 2018, kl. 15:49
Artiklen er opdateret med kvindens alder, lokalitet og tilstand samt yderligere oplysninger om ulykken.

 


Nyhedsoverblik