Det er endnu sparsomt med oplysninger om et trafikuheld, der er sket omkring klokken 13.30 på Slagelse Landevej.
Vagtchef Jens Frederiksen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi melder, at to biler er kørt frontalt sammen.
- Det ser ud til, at det godt kan være alvorligt, men vi ved ikke så meget endnu, siger han.
Vejen er spærret
Vejen er spærret, oplyser politiet. Det er den del af landevejen, der ligger omkring Nøddebovej og rundkørslen ved Søndre Ringvej.
- Vi arbejder på højtryk på stedet, siger Jens Frederiksen.
Ifølge TV ØST’s oplysninger er der både brandvæsen og politi på stedet. Derudover er der seks ambulancer og en lægehelikopter på stedet.
Der skulle være fløjet en enkelt person til Rigshospitalet til behandling, mens tre andre er kørt til Slagelse Sygehus. Det er dog endnu ikke bekræftet hos politiet.
Opdateres...
Slagelse landevej v/Nøddebovej syd for Slagelse er pt. spærret pga. færdselsuheld. Vi har ikke yderligere lige nu #politidk
— Sydsjællands Politi (@SSJ_LFPoliti) December 31, 2016