Alvorlig soloulykke på Lolland: Ægtepar bliver slynget ud af bil

Bilen er blevet totalskadet efter ulykken. Foto: Lars Dalsig

Maribovej mellem Halsted og Stokkemarke var spærret i et par timer efter et alvorligt solouheld fredag middag. Bilens passagerer blev slynget ud af bilen.

En bil med to passagerer er fredag middag kørt ind i et træ ved Maribovej mellem Halsted og Stokkemarke på Lolland.

Bilen er totalskadet, og begge passagerer, et ægtepar fra Rødby, blev slynget ud af den. Efter sammenstødet brød bilen desuden i brand.

Derfor har både brandfolk, politi, ambulance og lægehelikopter været på ulykkesstedet, og den 39-årige fører af bilen er blevet fløjet til Odense Universitetshospital.

Ville overhale lastbil

Ulykken skete, da den 39-årige mand med høj fart ville overhale en lastbil.

Under overhalingen mister han kontrollen over sin bil, der kører ind i nogle træer langs vejen. Det skriver Ritzau.

Hans 30-årige kone er blevet kørt til sygehuset i Nykøbing Falster.

Vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falster Politi Søren Østervig fortæller til TV ØST, at parret ikke er i livsfare.

- De er sluppet utroligt billigt i forhold til, hvordan bilen ser ud. Manden har brækket bækkenet, men de er begge to overlevet, siger han.

Landevej spærret

Efter uheldet var Maribovej spærret for trafik i begge retninger i et par timer. 

Omkring klokken 16 er oprydningsarbejdet færdigt, og vejen er igen farbar. 

Denne artikel er opdateret

  • 17. nov 2017 kl. 15:19 Vi skrev tidligere, at en passager var bragt til Rigshospitalet, det er rettet til odense Universitetshospital. Desuden er oplysningen om personernes køn, alder og bopæl tilføjet.
  • 17. nov 2017 kl. 16:06 Oplysningen om, at ægteparret er uden for livsfare, og at manden har brækket sit bækken.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App