Alternativet holder sommergruppemøde på Møn

Folketingets yngste parti holder onsdag til fredag sommergruppemøde i Kokseby på Møn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Alternativet skyder onsdag sin anden politiske sæson på Christiansborg i gang med sommergruppe på Møn, hvor Møn Retreat i Kokseby danner rammen om det tre-dages møde for partiets folketingsmedlemmer, lokalpolitikere, hovedbestyrelse, kredsbestyrelser og medarbejdere.

- Vi glæder os til at komme til Møn og glæder os ligeledes til at komme i gang med den nye politiske sæson. Der er masser at tage fat på for ikke bare at sikre en seriøs bæredygtig omstilling af Danmark, men et langt mere demokratisk, entreprenant og retfærdigt Danmark, siger Uffe Elbæk, politisk leder af Alternativet.

Prioriterer at komme rundt i landet

I fjor afholdt Alternativet sit sommergruppemøde i Svaneke på Bornholm, mens vintergruppemødet i januar fandt sted i Sundeved i Sønderjylland. 

- Vi prioriterer virkelig at komme rundt i Danmark, og derfor er et møde på Møn helt oplagt som startskud for det kommende folketingsår. Der er så mange gode initiativer og projekter rundt omkring i landet, som vi kan lære af og bruge i vores arbejde på Christiansborg og ude i kommunerne, siger Uffe Elbæk. 

Alternativet har siden partiet og bevægelsen blev stiftet for mindre end tre år siden opbygget en organisation, der når ud i det fleste hjørner af Danmark og nu tæller over 11.000 medlemmer (kun overgået af Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti) og over 50 lokalforeninger.

Alternativet i fremgang

Ifølge nye meningsmålinger foretaget af Ritzau er Alternativet det parti med den største fremgang. De står i dag til at få 7,5 procent af stemmerne, hvilket svarer til 13 mandater. Dette er en klar stigning siden folketingsvalget i juni 2015, hvor Alternativet fik 9 mandater med 4,8 procent af stemmerne.

Temaet for sommergruppemødet er blandt andet på næste års kommunalvalg, hvor Alternativet håber at stille op i de fleste af landets kommuner, herunder også på Sydsjælland.

Alternativet har 118 medlemmer i Vordingborg Kommune, som blandt andet tæller Møn. Det er næstflest blandt lokalforeningerne i Sjælland Storkreds, hvor der i alt er 1.123 medlemmer af Alternativet.


Nyhedsoverblik