Alle beviser fremlagt: I morgen skal parterne procedere i Tømmerup-sagen

Torsdag genoptages Tømmerup-sagen, hvor en præst er tiltalt for at krænke 12 børn og unge seksuelt. Her skal anklager og forsvarer procedere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 47-årige tidligere præst er tiltalt for at begå seksuelle overgreb og blufærdighedskrænke 12 børn og unge.

Den 11. oktober afgav sidste vidne sin forklaring i sagen. Og i morgen er det altså anklager Anja Liin og forsvarer Ulrik Sjølin Pedersens tur til at argumentere for deres sag. 

Den tidligere præst er i alt tiltalt for 30 forhold. En stor del af forholdene omhandler seksuelle overgreb og blufærdighedskrænkelser af syv mindreårige børn samt besiddelse af 397 børnepornografiske billeder og 33 videoer med en samlet længde på flere timer. 

Præsten er også tiltalt for overgreb på fem unge over den seksuelle lavalder. 

"Bøsse-drikke-spil"

I retten er det blandt andet kommet frem, at en dag i april 2016 kom en 12-årig dreng hjem til sine forældre sammen med en kammerat. Her fortalte de drengens forældre, at de troede, at den lokale præst i byen Tømmerup var pædofil.

Moren til den 12-årige dreng forklarede i retten den 9. oktober, at hendes søn havde beskrevet flere seksuelle krænkelser, som præsten havde begået mod ham.

- Han fortalte, at præsten havde givet ham et handjob og taget på ham. Han ville også spille et spil, som min søn kaldte et ”bøsse-drikke-spil. Han valgte at drikke, fordi han ikke havde lyst til at røre ved præsten, forklarede hun i retten.

Præsten sad i retten og lyttede til morens forklaring, mens han flere gange rystede på hovedet.

Nægter at være pædofil

Præstens forsvarer fortalte den 11. oktober, efter alle beviser var blevet fremlagt, at præsten både er pinligt berørt og ked af den her sag.

- Jeg tror, han er rigtig trist over det, der er sket. Og så synes han selvfølgelig, det er pinligt, fordi det hører til privatlivets inderste sfære, lød det fra forsvarer Ulrik Sjølin Pedersen.

Præsten har erkendt flere forhold i sagen, blandt andet forholdet til en 13-årig pige og blufærdighedskrænkelser af flere drenge. Men han nægter, at han skulle være pædofil.

Det forventes, at der bliver taget stilling til skyldsspørgsmålet den 10. november. 


Nyhedsoverblik