Det vi har sammen

Alene til jul? Majbritt og familien åbner deres hjem

Hvis man er interesseret i at fejre jul med familien Jensen i Appenæs, så kan du kontakte Majbritt på Facebook. Foto: Privatfoto

Familien har en hund og tre katte, som også er med juleaften. Foto: Privatfoto

1 af 2

Majbritt Jensen og hendes familie fra Appenæs ved Næstved vil gerne hjælpe en økonomisk trængt eller ensom familie til jul.

I ovnen steger juleanden stille, og børnene hopper glade omkring med forventningens lys i øjnene. Familien er samlet, og under træet ligger julegaverne og venter på at få revet papiret af sig og blive beundret.

Juleaften bliver for langt de flestes vedkommende fejret sammen med familien, og 46-årige Majbritt Jensen fra Appenæs ved Næstved er ingen undtagelse.

Men familien Jensen har bestemt sig for, at denne jul skal være lidt anderledes. Majbritt, hendes mand Mogens på 50 år og børnene Mathilde på 19, Emma på 14 og Rasmus på 12 vil nemlig invitere en økonomisk trængt eller ensom familie på besøg til hjerternes fest.

Det skriver Majbritt Jensen i et Facebook-opslag, som hun har delt i flere lokale grupper på det sociale medie.

- Vi synes bare ikke, der skal sidde nogen derude alene. Vi kan selvfølgelig ikke redde hele verden, men vi vil gerne hjælpe det, vi kan. Det handler bare om at gøre noget godt for andre, fortæller Majbritt til TV ØST.

Børnene vil gerne være noget for nogen

Det er ikke første gang, at familien åbner deres hjem juleaften. De prøvede også for et par år siden ved at gå igennem Røde Kors, men dengang var der ingen, der bed på i deres område.

Det handler bare om at gøre noget godt for andre

Majbritt Jensen, Appenæs

- I år spurgte vi så ungerne, hvad de synes om at prøve igen, bare på Facebook denne gang. Og de synes bare, at det ville være fedt, hvis der kom nogen, som de også kunne være noget for. Sådan er de bare. Sidste år var min mellemste datter også ude på et plejehjem op mod jul for at bage småkager til dem, siger Majbritt Jensen.

Opslagene på Facebook er blevet rigtig vel modtaget. Blandt andet har det, der er slået op i ’4700 Alt er tilladt’ fået over 1.00 likes og næsten 100 kommentarer. Men endnu er der ikke nogen familie, der har meldt sig.

- I vores verden er det lige meget, om det er en familie med far og mor og børn, eller om det er en enlig, der kommer forbi.

Fejrer traditionel jul

En juleaften hos familien Jensen i Appenæs er meget stille og rolig, fortæller Majbritt. Her kommer gæsterne normalt om eftermiddagen, og så bliver der drukket et glas gløgg eller kaffe og spist lidt julesmåkager.

- Så plejer vi at hjælpes ad med maden, og det er helt traditionelt med kartofler og sovs og rødkål og and og flæskesteg og risalamande, fortæller Majbritt.

Hvis der er nogen, der er lidt trængte og ikke kan fejre jul for deres børn, så gør vi det gerne

Majbritt Jensen

- Så danser vi om juletræet og synger nogle sange, som børnene vælger. Og så er der gaver, og hvis børnene har fået et spil, så spiller vi måske det, eller også sidder vi bare roligt og snakker.

Kom som du er

Og hvis man har lyst til at komme på besøg til jul, så skal man ikke bekymre sig om at have noget med.

- Det behøver man ikke. Hvis der er nogen, der er lidt trængte og ikke kan fejre jul for deres børn, så gør vi det gerne. Og der er faktisk en person i en af grupperne, der har sagt, at hvis en familie med børn kommer på besøg, så sørger han for julegaver.

Hvis du eller nogen du kender, kunne være interesseret i at komme hjem til Majbritt til jul, så kan du finde hendes mailadresse i opslaget herunder, eller du kan sende hende en besked på Facebook.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App