Aktiv mobbeindsats gør en forskel i Stevns Kommune

10-årige Freya Beck fra Ørslev har skiftet skole på grund af mobning. Hun bor i Vordingborg Kommune, hvor andelen af elever, der bliver mobbet, er en af de højeste i landet.

Flere børn bliver mobbet her i regionen end i resten af landet. Særligt slemt står det til i Vordingborg, mens Stevns ligger under landsgennemsnittet.

- Jeg havde det rigtigt, rigtigt dårligt. 

Sådan fortæller 10-årige Freya Beck fra Ørslev ved Vordingborg om sin gamle skole. 

Her blev hun mobbet i så høj grad, at hun endte med at skifte skole. 

- Jeg har prøvet at blive mobbet på min gamle skole. Så flyttede jeg til Ørslev Skole, og der har jeg det godt. Der er nogle gange mobning i vores klasse, og mange har prøvet at blive mobbet. Men det er ikke lige så slemt som på min gamle skole, siger Freya Beck. 

Mange elever bliver mobbet

Læs også Flere elever bliver mobbet her i regionen end i resten af landet

Freya Beck er langt fra den eneste skoleelev her i regionen, der har haft mobning tæt inde på livet.

Faktisk klarer 11 af 12 kommuner i vores region sig dårligere end landsgennemsnittet, når det kommer til mobning.

Det viser tal fra en undersøgelse, Børns Vilkår og TrygFonden står bag. 

På landsplan meddeler 8,3 procent af eleverne i 4.-9. klasse, at de har oplevet at blive mobbet. I 11 af de 12 kommuner her i regionen er tallet endnu højere. 

Allerværst står det til i lige netop Vordingborg Kommune, hvor 11 procent af de adspurgte elever fortæller, at de har oplevet at blive mobbet. 

Læs også Bekymret mor konfronterer byrådspolitiker med skoleproblemer

Vordingborg klarer sig dårligst

Vordingborg Kommune ender på en upopulær tredjeplads, som den kommune i landet, hvor tredjeflest elever har prøvet at blive mobbet.

Det vil kommunens skolechef selvfølgelig gerne have rettet op på.

- Jeg kan jo starte med at sige, at vi er faldet næsten to procent fra sidste måling. Men når det så er sagt, er det jo slet ikke godt nok, siger Søren Kokholm.

- Vi er i fuld gang med at udarbejde en kommunal antimobbestrategi. Vi har haft mange udfordringer, især med at få lærerstaben på Gåsetårnsskolen til at hænge sammen, men det går fremad, så nu skal vi have lavet nogle bedre retningslinjer ude på de konkrete skoler, lover Søren Kokholm.

Stevns udmærker sig

Den eneste kommune i vores region, der får en flot placering i forhold til landsgennemsnittet, er Stevns Kommune.

Læs også Stop mobning: Ny app skal lære unge at tale pænt

Og det er en af de lokale skoleledere glad for.

- Det er dejligt, men vi har også arbejdet for det, så det er ikke kommet gratis. Men det er dejligt at se nogle resultater, og det er ikke mindst elevernes egen fortjeneste, siger skoleleder på Hotherskolen i Hårlev, René Tuekær.

På Hotherskolen har man ansat tre lærere, der specifikt koncentrerer sig om trivsel.

Det har avlet en legegruppe, et kursus i konflikthåndtering, emneuger og ikke mindst et elevmæglerkorps. 

- Vi hjælper de små elever med at få løst deres konflikter. Hver dag er vi fire elevmæglere, der går rundt på skolen og hjælper de børn, der har konflikter. Det er tit, det hjælper, siger elevmægler Johannes Holmelund fra 5.a på Hotherskolen. 

Elevmæglerne på Hotherskolen er bare et af de tiltag, der har sikret, at mobbeprocenten i Stevns Kommune er blevet lavere.

Stevns har udviklet sig

For blot et par år siden, havde Stevns faktisk lige så dårlige tal som Vordingborg.

Men den målrettede indsats har haft en positiv virkning, og derfor fortsætter de også arbejdet på Hotherskolen.

- Vi kunne selvfølgelig godt tænke os at ligge endnu bedre, men det er en lang proces, for der er jo også nogle udfordrininger. Men vi mærker nu, at der er respekt om de konfliktmæglere, der er, siger skoleleder René Tuekær.

Nedenfor kan du se, hvordan det står til med mobningen i din kommune.

KommuneAndel af elever, der oplever at blive mobbet
Vordingborg11,0 %
Holbæk10,0 %
Guldborgsund10,7 %
Sorø 10,3 %
Odsherred9,9 %
Kalundborg9,9 %
Faxe9,9 %
Lolland9,9 %
Ringsted9,4 %
Slagelse9,2 %
Næstved9,2 %
Stevns7,7 %

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App