Det vi har sammen

Aftale om lærlinge vækker bekymring

Hos Torbens Dæk og Autoservice risikerer de at skulle fyre en medarbejder.

En aftale mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter vækker bekymring hos en lille virksomhed på Lolland. De risikerer at fyre en medarbejder.

Hos Torbens Dæk og Autoservice i Toreby på Lolland er man stor tilhænger af, at alle virksomheder bør uddanne lærlinge. Men en ny aftale, synes ejer Torben Hansen, er at gå for vidt.

Ifølge den selvstændige mekaniker, så kan en trepartsaftale indgået mellem Regeringen, LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) betyde, at hans nuværende lærling Thomas Petersen må fyres, når han er udlært.

Aftalen pålægger nemlig alle virksomheder med faglært personale at skulle ansætte lærlinge. Såfremt, man ikke ansætter så mange lærlinge, som man bliver normeret til, så skal man betale et såkaldt merbidrag.

Der skal flere elevpladser til

Målet med aftalen er at skabe 8-10.000 flere lærepladser, og merbidraget er en form for afgift, man betaler for at dække andre lærepladser, når man ikke selv opretter nogle.

Tommelfingerregelen er, ifølge DA, at der skal ansættes tre elever pr. 100 ansatte fagpersonale. Det gælder for de brancher med størst behov for faglærte - eksempelvis mekanikere. I andre brancher kan  tallet være lavere.

Men hvis man ikke ansætter de lærlinge eller elever, det er påkrævet, så skal man betale 27.000 kroner pr. lærling/elev.

Betaling eller afskedigelse

Det betyder, at for en virksomhed som Torben Hansens, hvor der er tre faglærte ansatte, når Thomas Petersen er udlært, så skal man ansætte 0,1 lærling. Og de skal betale godt 2.400 kroner i runde tal, hvis ikke de har en lærling.

- Men vi har ikke plads og arbejde til både at ansætte Thomas som svend og en lærling derudover, siger Torben Hansen.

Derfor kan han enten vælge at betale de 2.400 kroner om året for at beholde Thomas Petersen, eller han kan fyre ham og ansætte en ny lærling.

Hvis han ansætter en ny lærling, så får han til gengæld godt 20.000 kroner om året i bonus.

Der skal tænkes i nye lærlingeforløb

Ifølge DA, så kræver den nye aftale dog ikke, at man ansætter en helårslærling, hvis man er en lille virksomhed, som Torbens Dæk og Autoservice.

- Man skal prøve at tænke i nye måder at have lærlinge på. Man kan ansætte dem i kortere perioder eller dele med andre virksomheder om det, siger Uddannelseschef i DA, Jannik Bay.

Jannik Bay forstår godt, at det kan være svært for de små virksomheder at have overskud og arbejdsopgaver nok til en hel lærling.

Og han forklarer også, at merbidraget for de små virksomheder er ganske småt, hvorimod bonussen er betydeligt større end for de store virksomheder.

Tip os Har du et godt tip?