Det vi har sammen

Afgørelsens time: Hvor skal Sundskolen ligge?

Udvalg beslutter i dag om den nye Sundskole skal bygges i Sundby eller i Toreby. Foto: TV ØST

Et udvalg i Guldborgsund Kommune tager i dag stilling til, hvor en helt ny skole skal ligge. En afgørelse, der bliver ventet på med spænding.

Der kommer en ny skole. Den beslutning er truffet.

Den nuværende Sundskole i Sundby er gammel og slidt og skal rives ned. Hvor den nye skole skal ligge, bliver besluttet i dag på et møde i Børne-, Familie- og Uddannelsesudvalget i Guldborgsund Kommune.

- Jeg er spændt, siger Lars Brandt Olesen, der er med i Forældregruppen Toreby. 

- Vi ved godt, det er en hel del op ad bakke, men vi håber den kampagne, vi har ført, har været så oplysende, at vi har kunne rykke lidt på det. Så vi afventer med spænding, siger han.

Lige meget hvor den kommer til at ligge, vil vi gerne have en eller anden form for indflydelse på skolen og hallen

 Lars Brandt Olesen, Forældregruppen Toreby

Toreby versus Sundby

Til at begynde med lå det lidt i kortene, at den nye skole skulle bygges der, hvor den gamle ligger nu. Altså i Sundby. Men så meldte en forældregruppe i Toreby sig på banen. De mener, at skolen vil ligge meget bedre i Toreby.

Godt nok bor de fleste af skolebørnene i eller omkring Sundby. Hele 73 procent. Men Toreby ligger mere centralt i kommunen, og ifølge Forældregruppen Toreby vil skolen dels kunne være med til at skabe vækst i området og dels betyde, at nogle skolebørn slipper for at skulle køre en hel time i bus for at komme i skole.

Modargumentet fra Peter Kapiczynski Nielsen fra forældregruppen i Sundby er, at de fleste børn bor i nærområdet, og hvis skolen bliver bygget i Toreby, skal mange flere børn transporteres til og fra skole, end hvis skolen ligger i Sundby.

Læs også Borgere kæmper for at flytte skole på landet: - Det vil skabe vækst og bosætning

Brugt lang tid på projektet

Lars Brandt Olesen ser frem til at Børne-, Familie- og Uddannelsesudvalget træffer deres beslutning.

- Det bliver dejligt, når det er overstået. Vi har brugt rigtig lang tid på det her projekt. Både aftenen og weekender - ja nærmest al fritid. De sidste par dage har det fyldt meget i ens liv. Så det bliver rart at få en afgørelse, så vi kan komme videre, siger han.

Uanset hvad resultatet bliver, har han dog ikke tænkt sig at stoppe med at bruge tid på den nye skole, der er sat 150 millioner kroner af til at bygge.

- Lige meget, hvor den kommer til at ligge, vil vi gerne have en eller anden form for indflydelse på skolen og hallen, så vi får skabt nogle perfekte rammer for børnene, siger Lars Brandt Olesen.

Der har tidligere været en skole i Toreby. Den lukkede i 2012 efter en sparerunde i Guldborgsund. De 165 elever, der gik der, flyttede til skolen i Sundby.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App