Ældreministeren kan ikke gå ind i Pleje Plus-sagen

Ældreminister, Thyra Frank (LA).

1 af 2

Ældreministeren kan ikke gå ind i sagen om Pleje Plus. Hun mener dog, at man skal belyse, hvordan kommunerne indgår aftaler med private leverandører.

Da det kritiserede plejefirma, Pleje Plus, fik sin anden advarsel af Lolland Kommune i tirsdags, vagte det harme hos ældreordføren i Danske Folkeparti, Jeppe Jakobsen.

Han proklamerede straks, at han ville tage sagen op på ministerniveau og snakke med Ældreminister, Thyra Frank (LA).

- Man skal ikke i så grove tilfælde som her, hvor man efterlader en borger i fire nætter uden at skifte ble… Jeg kan ikke faktisk ikke finde ord for, hvor groft jeg synes det er. Der skal man altså ikke være tvunget til at holde fast i sådan et firma, sagde Jeppe Jakobsen (DF) blandt andet til TV ØST.

Intervention kræver en regelændring

Onsdag fortalte forskningsprogramleder Ulf Hjelmar fra KORA, Det Nationale Forskningsinstitut for Kommuner og Regioner, at en af mulighederne for at få kommunen til at gøre noget ved sagen, var en regelændring.

- De kan ændre på udbudsreglerne og stramme tøjlerne, hvilket betyder, at kommunerne ikke vil få så stor selvbestemmelse over udbuddet, og hvad de vægter højest - om det er pris eller kvalitet. Det kan dog få den konsekvens, at kommunerne kommer til at betale flere penge for ydelserne hos private selskaber, sagde Ulf Hjelmar til TV ØST.

Og det var umiddelbart, hvad Jeppe Jakobsen (DF) lagde op til i et interview med TV ØST.

Løsning skal komme på længere sigt

Men efter sin drøftelse med Ældreministeren er Jeppe Jakobsen (DF) anderledes optimisktisk. For Thyra Frank (LA) kan ikke gå ind i den konkrete sag, da kommunernes regler for udbud egentlig ikke ligger under hendes ministerie. Men hun skriver således i et svar til DF'eren.

Det kan være en stor belastning for de ældre, hvis der går for lang tid, før et plejefirma retter op på utrygge forhold.

Serviceloven fastsætter ikke regler for antallet af advarsler i en kontrakt, men jeg lytter til Dansk Folkepartis bekymringer og vil anbefale, at problemstillingen indgår i det arbejde, som regeringen har sat i gang, med hensyn til at forebygge konkurser i ældreplejen. I arbejdet belyser vi, hvordan kommunerne indgår aftaler med private leverandører, og bl.a. hvordan de vægter pris og kvalitet i udbuddene.

Dermed ønsker ministeren at sætte problemet på dagsordnen. Men det ærgrer alligevel ældreordføren fra Dansk Folkeparti, at man ikke kan gøre mere i sagen om Pleje Plus.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at der ikke er vilje til at gribe ind nu, men forhåbentligt kan det blive rettet fremadrettet, så kontrakter kan annulleres, hvis man ser så grov forsømmelse som PlejePlus har leveret, skriver Jeppe Jakobsen (DF) i et svar til TV ØST. 

Læs også Kommunalforsker om Pleje Plus: Det er en usædvanlig sag

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App