Det vi har sammen

To ældre kvinder narret: Anmeldelser om tricktyverier dagligt

Midt- og Vestsjællands Politi advarer om tricktyverier i politikredsen. Foto: Arktivfoto

To steder blev ældre kvinder onsdag franarret tusindvis af kroner. Politiet får dagligt anmeldelser om tricktyverier og kommer nu med en opfordring.

Onsdag formiddag var en 92-årig kvinde ude at handle i SuperBrugsen i Høng. Her brugte hun sit dankort til at betale for sine varer og trissede derefter hjemad.

Tæt ved sit hjem blev den ældre kvinde dog opsøgt af to unge kvinder. Den ene talte ifølge Midt- og Vestsjællands Politi engelsk til den 92-årige, mens den anden flere gange gik rundt om hende.

Og de to kvinder stoppede ikke den ældre dame for bare at hyggesnakke. Lidt over middag blev der nemlig hævet 15.000 kroner fra en automat i Danske Bank i Høng og kort efter 2.000 kroner ved Nordea. De to kvinder havde stjålet den 92-åriges dankort.

Afledte med snak om København

Kvinden i Høng var ikke ene om at blive narret så godt og grundigt af kvindelige tricktyve onsdag. Også i Benløse ved Ringsted var en 82-årig kvinde udsat for et tricktyveri.

Den 82-årige kom i snak med tre kvinder, der på gebrokkent dansk talte om København og gjorde, hvad de kunne for at aflede hende. Efter snakken opdagede den ældre kvinde, at hendes pung var forsvundet, og kort efter blev der hævet 15.000 kroner på hendes dankort.

Den ældre kvinde havde kort før det brugt sit dankort på Ringsted Station og i en forretning. Her regner Midt- og Vestsjællands Politi med, at tyvene har afluret kvindens pinkode.

Sker hver dag

Og det sker faktisk dagligt, at politiet modtager anmeldelser om tricktyverier. Derfor har politikredsen netop udsendt følgende opfordring til butikspersonale og andre borgere:

  • Vi anbefaler forretninger, at man instruerer personalet i at holde øje, når ældre mennesker bruger betalingskort.
  • Gør de ældre opmærksom på, at de skal dække godt over deres pinkode, så misbrug ikke kan finde sted. Det samme gælder andre kunder, der står i en kø. Hjælp en ældre medborger med at huske på, at man skal skjule sin indtastning af pinkode for andre.
  • Dermed kan vi i fællesskab være med til at dæmme op for tricktyverier, hvor det ofte er ældre, der bliver udsat for kriminaliteten.
  • Vi håber, at forretningers personale og borgere vil tage opfordringen op og hjælpe ældre med at huske på, at de skal skjule deres indtastning.

I sagen fra Høng bliver tricktyvene beskrevet som værende 20-25 år gamle og være østeuropæiske af udseende.

Har du oplysninger i sagerne, kan du kontakte politiet på 1-1.4.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App