Ægtepar dømt for underslæb

Parret var frivillige i Dansk Folkehjælp, hvor de tilegnede sig og brugte gavekort fra julehjælpskurvene til en samlet værdi af cirka 32.300 kroner.

Retten i Nykøbing Falster har i dag fundet en 44-årig mand og en 41-årig kvinde skyldige i at have begået underslæb.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Manden og kvinden var frivillige i Dansk Folkehjælp, hvor de tilegnede sig og brugte gavekort fra julehjælpskurvene til en samlet værdi af cirka 32.300 kroner.

Det skete i perioden fra sidst i 2010 til den 31. januar 2014.

Det tiltalte ægtepar blev idømt 60 dages fængsel. Straffen blev gjort betinget mod, at de indenfor en periode på 6 måneder skal udføre 80 timers samfundstjeneste.

Havde indløst gavekort til egne indkøb

Sagen begyndte den 24. februar 2014, da Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog en anmeldelse fra Dansk Folkehjælp af nogle frivillige i Vordingborg-afdelingen.

Efterforskningen viste, at ægteparret over en årrække fra 2010 til 2014 havde tilegnede sig midler fra julehjælpsindsamlingen og havde indløst gavekort til egne indkøb.

- Jeg er meget tilfreds med, at retten har valgt at følge anklagemyndighedens påstand om, at de tiltalte skulle findes skyldige i underslæb, og at der henset til sagens karakter skulle fastsættes en skærpet straf.

- Det er en kedelig og frastødende sag, hvor frivillige selv har beholdt gavekort fra julekurve, der var tiltænkt fattige familier i Danmark, så de kunne få en god jul med julegaver til børnene, siger anklagerfuldmægtig Christina Lund Gregersen.

De tiltalte udbad sig betænkningstid i forhold til, om de vil anke dommen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App