Nyt boligområde skal gøre tingene anderledes: Man inviterer naturen helt ind i sit køkken

Et helt nyt, bæredygtigt og klimavenligt boligprojekt på Stevns er på vej - trods kritik fra flere grundejere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det har i mange år været Käte Gjørup og Anker Nielsens ønske at søsætte et nyt, grønt og naturvenligt villakvarter på Stevns. Derfor bruger parret et stort jordområde ved deres landejendom i Strøby Egede til et helt nyt, visionært boligprojekt. 

Nicolinelund, som projektet hedder, skal være et sammenhængende, klimavenligt villakvarter med fokus på natur og luft. 

- Det, der har været vigtigt for os at finde ud af, er, hvordan vi kunne skabe en udstykning, som havde fokus på natur og klima, siger Käte Gjørup. 

Käte Gjørup og Anker Nielsen har afsat cirka 14 hektar af deres landområde til området.
Käte Gjørup og Anker Nielsen har afsat cirka 14 hektar af deres landområde til området. Foto: Martin Stilling - TV ØST

Færre grunde og mere grønt fællesareal

De første to etaper af Nicolinelund er allerede udstykket, og der er flyttet familier ind i husene. Hvis hele planen falder på plads, ender der med at være langt over 300 boliger på de i alt 38 hektar jord tæt på kysten på den nordlige side af Stevns.

Den kommende tid handler det dog om den tredje etape i projektet, og her har Käte Gjørup og Anker Nielsen afsat cirka 14 hektar af deres landområde til at fuldføre deres drøm om et boligområde med stor biodiversitet.

quote Vi har valgt en anden tilgang end mange andre

Käte Gjørup, Nicolinelund

- Vi har valgt en anden tilgang end mange andre udstykkere. Det handler ofte om at få mest for pengene og få udstykket flest mulige grunde. Men faktisk har vi taget et meget stort antal grunde ud for at skabe et helt unikt naturområde, siger Käte Gjørup. 

Og Anker Nielsen fortsætter: 

- Ingen grunde omkring gadekæret og mod engen får nogen hæk. Altså, der har vi lavet nogle randzoner, som bliver åbne og med åben beplantning. Det gør, at dyr og mennesker kan færdes frit. Og ideen med det er at skabe et åbent udtryk, hvor man helt bogstaveligt inviterer naturen helt indenfor i sit køkken.

Projekttegning over Nicolinelund med det nuværende byggeri i bunden af billedet (syd). Øverst til venstre er de kommende udstykninger, Marens Minde og Christians Vang, mens udstykningen af stykket øverst til højre ligger lidt længere ude i fremtiden. Midt igennem Nicolinelund breder sig otte hektar, der ikke skal bebygges.
Projekttegning over Nicolinelund med det nuværende byggeri i bunden af billedet (syd). Øverst til venstre er de kommende udstykninger, Marens Minde og Christians Vang, mens udstykningen af stykket øverst til højre ligger lidt længere ude i fremtiden. Midt igennem Nicolinelund breder sig otte hektar, der ikke skal bebygges. Foto: Nicolinelund.dk

Nicolinelund adskiller sig ved at prioritere grønne arealer, have længere imellem husene, og ved at beboerne skal have fornemmelsen af at bo i naturen.

- De første to etaper er etableret med snoede veje og søer og giftfri haver, som også er en væsentlig del af hele projektet, men tredje etape går skridtet videre, for her skal hver enkelt have også medvirke til at øge biodiversiteten, fortæller Käte Gjørup. 

Det betyder også, at der kommer til at være en stor eng, der breder sig igennem Nicolinelunden. Eng, søer, gadekær osv løber i alt på i otte hektar, som i stedet kunne være udstykket til grunde, så parret kunne have øget fortjenesten. Men det har været vigtigere at bidrage til at opretholde en sund biodiversitet i området, fortæller de. 

En stor eng kommer til at gå tværs gennem det nye boligområde.
En stor eng kommer til at gå tværs gennem det nye boligområde. Foto: Martin Stilling - TV ØST

Kommune: Projektet er nytænkende

Lokalplanerne for de næste to deletaper af Nicolinelund var i høring i slutningen af 2018, og Stevns Kommune skal tage endelige beslutninger i løbet af februar måned.

Formand for Plan-, Miljø og Teknikudvalget i Stevns Kommune, Flemming Petersen (V), kalder det nye projekt 'nytænkende':

quote Det er et projekt, der skiller sig ud

Flemming Petersen (V), fmd., Plan-, Miljø og Teknikudvalget i Stevns Kommune

- Når man har et område som Strøby Egede, hvor der er traditionelle parcelhuskvarterer, så er vi selvfølgelig glade for, at det er et projekt, der skiller sig ud. Blandt andet har udstykkerne jo valgt at medtage færre boliger, end de egentligt har ret til ifølge reglerne. Så det er et projekt, hvor der bliver mere luft og et projekt, hvor der er plads til naturen, lyder det fra Flemming Petersen. 

Ægteparret Gjørup og Nielsen har fået hjælp til udformning af projektet fra både den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening og den anerkendte biolog og forsker Rasmus Ejrnæs fra Århus Universitet.

Käte Gjørup og Anker Nielsen ved det kommende boligprojekt Nicolinelund
Käte Gjørup og Anker Nielsen ved det kommende boligprojekt Nicolinelund Foto: Pernille Damborg - TV ØST

Boligprojekt i modvind

Men det har også været et projekt i modvind. Omkringliggende grundejerforeninger er blandt andet bekymrede for den generelle infrastruktur i området - især med tanke på, at flere boliger også vil øge mængden af trafik - og de har klaget til politikerne og skrevet åbne læserbreve. 

Der er dog ingen, der ønsker at udtale sig til TV ØST i dag. 

Käte Gjørup og Anker Nielsen siger, at de har lyttet til kritikken.

- Det har vi selvfølgelig lyttet til og bemærket. Og vi har også forholdt os til det. Men der er simpelthen ikke plads til projektet andre steder. Og det betyder, at det ikke bare er et spørgsmål om, at vi skal tilpasse det lidt. Det er et spørgsmål om, hvorvidt den naturudstykning her kan blive til noget eller ej, siger de.

Hvis grundejerforeningernes ønsker om blandt andet at inddrage noget af jorden i Nicolinelund til en såkaldt 'grøn kile' bliver efterkommet, så vil det gå ud over mængden af natur i ægteparrets projekt. 

- For så er det altså ikke længere rentabelt for os, hvis vi skal udstykke endnu færre grunde, end dem der er på planen nu, siger Käte Gjørup.

- Det lange sigte er klima og natur. Og det er det, vi skal satse på, og det vi skal gøre noget for, slutter Käte Gjørup af. 

Hvad er biodiversitet?

  • Biodiversitet er et udtryk for variation i den levende natur og kan eksempelvis forklares som 'helheden af gener, arter og økosystemer'.
  • Biodiversiteten er truet, når mængden af forskellige arter af dyr og planter bliver mindre.
  • 'Bbiodiversitetskrisen' dækker over nedgangen i artsrigdommen, fordi vi bliver flere på jorden og dermed lægger større beslag på rum og ressourcer

Kilde: Biodiversitet.nu og denstoredanske.dk


Nyhedsoverblik