Man må sige, at æbletræerne arbejder på højtryk i øjeblikket.
- Ja de arbejder nu, og så må de afspadsere engang henne i december og januar, siger Jan Jager, formand for Æble/Pære-Klubben der er en landsdækkende sammenslutning for professionelle frugtavlere i Danmark.
Og vejret arbejder i den grad med træerne, så frugtavlerne kan se til med et smil på læben. For de mange sommerdage har stor betydning for bestøvningen, som er hele starten på, hvad man kan kalde æblefødslen.
- Ja, det er lidt teknisk, siger Jan Jager og fortsætter:
På grund af de høje dagtemperaturer er der en høj sukkerproduktion, og den fortsætter om natten på grund af de forholdsvis høje nattemperaturer. Det betyder, at man i sidste ende får et mere sukkerholdigt æble
- Insekterne meget mere aktive, og det er dem, der flytter pollen over på griflen, som skal til for bestøvnngen. Når så pollen er flyttet over på griflen, så skal den vokse ned i frøanlægget i blomsten. Og jo varmere det er, jo hurtigere vokser den, og så er succesraten større, når pollen kommer før ned og rammer frøanlægget, forklarer Jan Jager.
Runde og sukkerholdige æbler
Det har i sidste ende betydning for, hvordan æblerne ser ud, som i sidste ende betyder meget for æbleavlerne.
- Hvis det er for koldt og der ikke sker fuld bestøvning, så bliver hele kernehuset ikke bestøvet, og så får du et æble, der er skævt og ikke helt rundt. Så kan æbleavlerne ikke sælge det, for så vil forbrugerne ikke have det, for der er æbler nok, siger Jan Jager.
Men det gode vejr betyder også meget for forbrugerne.
- Jo varmere det er, jo flere celledelinger sker der. Det betyder i sidste ende et større og mere fast æble. Man kan have to æbler af samme størrelse, men et æble, hvor der er sket flere celledelinger vil være mere fast og også mindre følsom overfor tryk. Så det vil holde sig bedre, siger Jan Jager.
- På grund af de høje dagtemperaturer er der en høj sukkerproduktion, og den fortsætter om natten på grund af de forholdsvis høje nattemperaturer. Det betyder, at man i sidste ende får et mere sukkerholdigt æble, siger Jan Jager.
Større fornøjelse for forbrugerne
Selve blomstringen er ifølge Jan Jager ikke specielt tidlig. For det gode vejr startede lidt sent. Derfor kan man ikke regne med, at kunne høste æblerne tidligere.
Men Jan Jager lover til gengæld næsten, at æblerne bliver bedre.
- Hvis vi skal være lidt optimistiske og mene, at vi får en god sommer, så kan vi regne med, at vi får rigtig god kvalitet æbler. Grundlaget for, at det bliver en større fornøjelse for forbrugerne, den er tilstede, siger Jan Jager.
Gælder også andre frugtavlere
Det er ikke kun æbleavlerne, der jubler.
Ifølge Jan Jager hersker den positive stemning også hos øvrige frugtavlere.
- Det gælder også pærer og blommer, det er hele vejen rundt. Det handler om bestøvningen, og den ligner hinanden. For kirsebær har det været rigtig godt, siger han.
Dog er der altid en risiko, som ville ødelægge humøret hos enhver frugtavler.
- Det værste ville være frost. Det ord gider vi slet ikke høre. Det ser det gudskelov ikke ud til, lyder det fra Jan Jager.