Advokaturchef: Der er en stigning i sager om vold mod børn

Ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kan advokaturchefen se en klar stigning i anmeldelser om vold mod børn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 35-årig kvinde fra Slagelse skal torsdag i retten. Hun er tiltalt for at mishandle sin tre børn på seks, ni og 14 år.

De tre børn er alle blevet slået og sparket på benene, ligesom de har modtaget lussinger i ansigtet. Episoderne skulle angiveligt have fundet sted fra begyndelsen af 2015 til midt i 2016.

Og faktisk havner flere og flere sager om vold mod børn på politiets skriveborde, fortæller Jeanette Vinzent Andersen, der er advokaturchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Det er min klare opfattelse, at der er kommet en stigning i anmeldelser om vold mod børn. Det er ikke sådan, at jeg har tal på det, men vi har jo et Børnehus i Næstved, og der fortager vi videoafhøringer af børn. Der kan vi se, at der er en fordobling af sagerne i forhold til tidligere, siger Jeanette Vinzent Andersen.

Store sager giver opmærksomhed

Hun mener, at det især kan hænge sammen med, at kommunerne er blevet mere opmærksomme på problemet.

- Det kan der være mange grunde til, men en af grundene er efter min opfattelse, at det er fordi kommunerne anmelder flere sager om vold mod børn, end de gjorde tidligere, siger Jeanette Vinzent Andersen og slutter:

- Den øgede opmærksomhed kan skyldes nogle af de større sager om vold mod børn, der har været oppe de seneste par år.


Nyhedsoverblik