Advokat: Flere pizzeriaer har en god sag mod norsk gigant

Erhan Kekec, ejer af estauranten Peppes i Næstved. Foto: TV ØST

Ifølge en advokat med speciale i varemærkerettigheder har pizzeriaerne en god sag mod den norske pizzagigant, hvis de har brugt navnet i mange år.

Hvem har egentlig retten til navnet Peppes?

Det spørgsmål stiller flere pizzeriaer i regionen med navnet "Peppes", efter den norske pizzeriakæde Peppes Pizza har henvendt sig til dem, fordi de nu vil gøre krav på navnet.

Ifølge en advokat med speciale i varemærkerettigheder er der flere faktorer der spiller ind, hvis retten skal afgøre, hvem der har lov til at bruge et varemærke.

Dem, der har brugt varemærket i mange år, de har en ikke-registreret rettighed som også er en varemærkerettighed

Martin Hjelm Kristensen, advokat

Først og fremmest handler det om, hvem der har registreret varemærket.

- Som udgangspunkt kan man sige, at de står lidt svagt. For den norske indehaver af det her varemærke har jo registreringer både i Danmark og i EU, og som udgangspunkt er det nogle varemærkeregistreringer, som man er nødt til at respektere, siger Martin Hjelm Kristensen, advokat med speciale i immaterielret, som omhandler varemærkerettigheder.

Og det er i forhold til registreringen, at de mindre pizzeriaer kan få problemer.

- Det rent juridiske udgangspunkt er, at de står ikke så godt, for mig bekendt er der ikke nogle af dem, der er varemærkeregistrerede her i Danmark, siger han.

Kan miste rettighederne

Men der er et "men". For pizzeriaer som Peppes i Næstved har brugt navnet siden 1999. Og først nu kommer den norske pizzeriakæde og vil gøre krav på navnet.

Men den går ikke, hvis man kigger dybere i lovgivningen, forklarer Martin Hjelm Kristensen:

- Dem, der har brugt varemærket i mange år, de har en ikke-registreret rettighed som også er en varemærkerettighed. Og hvis man ikke indenfor rimelig tid gør noget i forhold til dem, der bruger mærket til tilsvarende former for virksomhed, så kan man miste rettighederne til det, og det har der været adskillige sager, som har omhandlet i årenes løb, siger Martin Hjelm Kristensen og tilføjer:

- Det tror jeg kan være tilfældet for nogle af pizzeriaerne her, at de stadig vil kunne bevare muligheden for at bruge navnet, fordi de har brugt det i så mange år, uden nogen har gjort krav på det, lyder det.

Naturligt at holde styr på rettigheder

At gøre krav på sit varemærke i andre lande, som den norske virksomhed gør nu i Danmark, kan have mange årsager.

Men ifølge Martin Hjelm Kristensen er det helt almindeligt.

- Det kan der være mange grunde til. Det kan være, de helt overordnet set gerne vil begynde at håndhæve deres rettigheder til det mærke, de har registreret her i Danmark. Det er sådan set ganske naturligt, at man som varemærkeindehaver holder styr på de rettigheder, man har, siger han.

Det kan dog også være konkurrence, der er årsagen til navnekravet, forklarer han:

- Det kan også være begrundet i, at de vil begynde at bruge det i Danmark nu, og at de derfor ikke ønsker, at der er andre konkurrenter i Danmark, der benytter det, siger Martin Hjelm Kristensen.

Om det sidste er tilfældet er endnu uvidst.

Læs også Små pizzeriaer i knibe: Norsk pizzagigant gør krav på deres navn

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App