Adam kæmpede i 14 dage for sit liv

Hvad skete der, den dag de to drenge gik hjem fra skole og købte MDMA ved gadekæret i Haslev?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På vej hjem fra skolen

Den 2. februar, klokken 14.30

Vandoverfladen på søen i Gadekæret i Haslev midtby nær kirken er delvist frosset til. Det er en kold fredag eftermiddag i februar. På den anden side af vejen er de lokale ved at handle i Fakta. De store skolebørn er på vej hjem fra skole. Livet pulser. Alt er som det plejer at være.

De to 15-årige klassekammerater Adam Buk og Matti Frey Olesen er på vej hjem fra skoledagen i 9. klasse på Nordskovskolen og går mod gadekæret i Haslev. De har en aftale med en ung mand. De skal købe MDMA. De køber cirka et gram MDMA og går fra gadekæret.

OM ARTIKLEN

Denne artikel er skrevet på baggrund af anklageskriftet i tirsdagens retssag, politiets udtalelser og udtalelser og detaljer fra drengenes familier om forløbet. 
TV ØST har tilbudt familien til den tiltalte 17-årige at udtale sig i artiklen. Det har de dog ikke ønsket.

Kort efter sker der dog noget alvorligt: Begge drenge bliver syge. Klokken 19.06 samme aften indlægges de to drenge på Køge Sygehus. Matti Frey Olesen bliver udskrevet kort tid efter. Men Adam Buks situation er alvorlig. Han mister bevidstheden og bliver lagt i kunstigt koma. Han har omfattende skader på sin krop, og han overflyttes til Rigshospitalet i Købehavn. 

Politiefterforskningen

Den 2. februar, aften

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi iværksætter en stor efterforskning, så snart de to drenge bliver syge af MDMA. Hvad skete der? Hvem solgte stofferne til de to drenge?

- Vi har et stort pres på efterforskningen for at finde de her bagmænd. Der er tale om noget meget stærkt stof, hvor man vidende om stoffets styrke har valgt at videresælge det. Så hensynsløs adfærd vil vi gerne sætte en stopper for, udtaler politiinspektør Kim Kliver. 

Politiet foretager afhøringer blandt de unge i omgangskredsen, og advarer samtidig mod indtagelsen af det farlige MDMA.

Mand fra Haslev-egnen anholdt

Den 3. februar, klokken 19.00

Klokken 19.00 lørdag aften - dagen efter drengene indtog MDMA - anholder politiet en ung mand fra Haslev-egnen, som erkender at have solgt stofferne til de to drenge. 

Læs også
Ung mand anholdt: Solgte livsfarlige stoffer til drenge på 15
Læs også
Ung mand anholdt: Solgte livsfarlige stoffer til drenge på 15

Søndag morgen bliver han dog løsladt igen. Politiet vurderer, at han ikke kan varetægtsfængsles. Han er dog fortsat sigtet i sagen.

Klassekammerater i chok

Den 5. februar

TV ØST besøger Nordskovskolen. Skolelederen er rystet over, at drengene er blevet alvorligt syge af at indtage MDMA. Han beskriver de to drenge som søde drenge fra velfungerende familier. 

- Alle er tydeligt mærkede, fortæller skoleleder Sigurd Brønnum.

Sagen har påvirket klassekammeraterne og skolens personale. Der er blevet grædt og krammet. 

- Vi skal jo igennem dagen. Og det er vi også nødsaget til at komme. Så vi arbejder med de unge og snakker med dem. Og vi er om dem hele tiden, fortsætter han. 

Sigurd Brønnum, skoleleder
Læs også
To unge blev alvorligt syge af stoffer: Choktilstand på skolen i Haslev
Sigurd Brønnum, skoleleder
Læs også
To unge blev alvorligt syge af stoffer: Choktilstand på skolen i Haslev

Skolens lærere og psykolog taler i dagene efter med de unge om det, der skete med skolens 9. klasses drenge i weekenden. 

- I dag har det handlet meget om at snakke med dem om sorgen og det at være i sorg. Snakke om det uforståelige, at nogen måske ligger og svæver mellem liv og død, fortæller Sigurd Brønnum.

Politiets frygt bekræftet: Farligt stof også solgt i Næstved

Den 5.februar

Politiet har siden sagens første dag frygtet, at stoffet er i omløb i flere byer på Sjælland. Dette bekræftes nu af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Samme stof er købt og indtaget af en person i Næstved i fredags. Pågældende har mærket på egen krop, hvor stærkt stoffet er, oplyser politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Adam kæmper for sit liv

Den 6. februar

Adam Buk kæmper for sit liv på Rigshospitalet. Politiet udtaler sig ikke om hans tilstand, andet end at den er alvorlig. Men en ven af familien vælger sammen med forældrene at fortælle, hvad der sker på Rigshospitalet i et brev til TV ØST. 

Vennen skriver blandt andet: 

"Drengen ligger med over 30 forskellige slanger og ledninger til kroppen. Hver time får hans familie at vide, at der nok ikke er mere at gøre, og at han vil dø. Hans chancer for at overleve er under 20 procent, og risikoen for, at han vågner op og bliver sig selv igen, er lig 0. 

Den første nat blødte han fra øre og næse. Og hans organer svigtede.

Der er konstant tre speciallæger og to sygeplejersker, som kun koncentrerer sig om ham. Hans forældre ved ikke, om de får en søn med hjem igen eller ej. 

Dette er ikke blot en simpel koma. Dette er liv og død. Forestil jer, at I den ene time får at vide, at jeres søn måske vil leve natten ud og måske ikke. Og den næste time siger lægerne, at nu skal familien samles for at sige farvel. 

070912AR_NARKO.jpg
Læs også
Ven til 15-årig drengs familie advarer andre unge mod MDMA
070912AR_NARKO.jpg
Læs også
Ven til 15-årig drengs familie advarer andre unge mod MDMA

Det ene øjeblik mener de, at han skal have amputeret en legemsdel, og næste gang lægen kommer ind, er det for at fortælle, at hans lever og nyre ikke virker mere. 

Drengens arme, hals, fødder og ben er skåret op, fordi hans muskler er svulmet op og ikke fungerer. Hans mave er gået i stykker, og han skal opereres endnu engang. Men denne gang er det ikke sikkert, at han overlever operationen."

Adam Buk dør

Den 15. februar, klokken 00.37

00.37 den 15. februar 2018. Et klokkeslæt. En dato. Et årstal. Et tidspunkt familien Buk aldrig nogensinde vil glemme eller komme helt over. Adam Buk dør, 15 år gammel. Hans krop giver slip efter to ugers kamp for at komme tilbage i livet. 

Facebookopslag
Læs også
Mor til afdøde 15-årige Adam skriver rørende besked til sin søn
Facebookopslag
Læs også
Mor til afdøde 15-årige Adam skriver rørende besked til sin søn

Hans mor Katharina Henckel Lindqvist skriver få timer efter hans død denne besked:

"Jeg vil snakke til dig hver dag og lade som om, du stadig er her. Jeg har elsket dig ubeskriveligt, siden vi fandt dig derinde i mavsen, godt gemt bag dine brødre. Du efterlader et kæmpe tomrum. Jeg føler afmagt, uretfærdighed og vrede og ville sådan ønske, jeg kunne gøre en forskel. Livet uden dig er uforståeligt. Jeg kan stadig dufte dig på mit tøj og min hud....jeg er gået i stå og kan slet ikke føle andet end dig. Lov mig at tilgive, at jeg indimellem var skrap og firkantet...Prøvede bare at passe på jer. Jeg prøver at finde mod og kræfter - men alt virker ligegyldigt nu. Jeg elsker dig skat ❤️"

Efterforskningen intensiveres

Politiet intensiverer efterforskningsarbejdet, efter det står klart, at Adam Buk er afgået ved døden. Det får en afgørende betydning i forhold til efterforskningen. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

- Det betyder, at det arbejde, som har foregået siden anholdelserne forrige weekend, i høj grad også retter sig imod dem, der har fabrikeret det her, fortæller politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Klassekammerater samles på skolen og sørger

Den 15. februar

Det er ferie, og skolerne er lukkede. Men Nordskovskolen har valgt at åbne ekstraordinært. Skoleleder, skolepsykolog og flere af skolens lærere står klar til at tage imod eleverne, efter deres klassekammerat gik bort.

- Vi har en mindestund, hvor vi samler de unge. Der giver dem mulighed for at være sammen og være i sorgen. Det er vigtigt ikke at være alene men sammen med gode venner og voksne, siger Sigurd Brønnum, skoleleder på Vestskolen, til TV ØST.

De planlægger at holde en mindehøjtidelighed for den afdøde kammerat mandagen efter.

17-årig mand fra Næstved varetægtsfængsles

Den 16. februar

En 17-årig ung mand fra Næstved bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved, og han varetægtsfængsles i surrogat og bliver sigtet for salg af stoffet og for at forvolde fare for andres liv. 

Og selv om Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi føler sig overbevist om, at den 17-årige har stået for handlen til de to unge drenge, så efterforsker de også på andre niveauer.

- Der er nogle bagmænd, som er et lag over. Og det er dem, vi lige nu forsøger at finde frem til, siger Kim Kliver. Han forklarer, at bagmændene kommer fra bandemiljøet. 

Matti fortæller om dagen

16. februar

- Det var dumt, det vi gjorde. Jeg er ked af det på Adam og hans families vegne.

Matti Frey Olesen klemmer hænderne sammen og kigger ned i gulvet. Tabet af hans klassekammerat og bedste ven Adam er stadig meget tæt på, da han taler med TV 2 i vinterferien. 

Da Matti kom hjem, fik han at vide, at hans ven Adam var røget på hospitalet. Matti blev herefter også kørt på hospitalet, men var ikke i alvorlig fare.

Matti Frey Olesen
Læs også
15-årig tog MDMA med sin ven, der døde: - Vi ville bare have lidt sjov
Matti Frey Olesen
Læs også
15-årig tog MDMA med sin ven, der døde: - Vi ville bare have lidt sjov

Det var til gengæld hans ven.

- Jeg var stadig påvirket af stoffet, men havde det ellers godt. Jeg får så at vide af min mor, at Adam ligger ovenover på en anden afdeling. 

Svær tid for drengenes familier

Det har været og er stadig hårdt for begge familier. 

- Det har været en hård tid. Vi græder meget. Vi er vrede. Man langer automatisk ud mod alle, der har gjort en uret. Men vi står op, tager i skole og på job og prøver at genfinde en hverdag. Men smerten er konstant med - vi savner ham så usigeligt! Om ti dage bliver Adam og hans trillingebrødre 16 år. Simpelthen så unfair, at han ikke skal opleve det. Vi elsker ham og savner ham for evigt, skriver Katharina Henckel Lindqvist til TV ØST den 12. april. 

Og fortsætter: 

- Adam mangler i hele vores liv. Hver dag. I skolen. I sofaen ... I køkkenet. Alle steder. Hans søskende er i stor sorg på hver deres måde, og når man selv er ked af det, er deres smerte næsten ubærlig. Forældre skal ikke begrave deres børn.

Facebookopslag
Læs også
Mor til afdøde Adam: Vi prøver at genfinde en hverdag
Facebookopslag
Læs også
Mor til afdøde Adam: Vi prøver at genfinde en hverdag

Også Mattis familie er meget berørt af sagen. 

- De seneste par måneder har været hårde. Tabet af Adam er ubeskriveligt. Han har efterladt et kæmpe tomrum. Og vi mindes ham, tænker på ham, græder over ham og savner ham hver dag. Ingen vil nogensinde kunne forstå, hvorfor han skulle forlade alle dem, der elskede ham og holdt af ham, så tidligt. Han havde hele livet foran sig, og det blev taget fra ham i en al for ung alder, skriver Duddi Christensen, mor til Matti, til TV ØST.

17-årig tiltales for uagtsomt manddrab

Den 12. april

Anklagemyndigheden rejser tiltale mod en 17-årig mand fra Næstved for uagtsomt manddrab. Han er anklaget for at have solgt MDMA til de to Haslev drenge.

Han tiltales for at sælge stoffet MDMA til de to 15-årige Haslevdrenge, Adam Buk og Matti Frey Olesen, og en ung kvinde fra Næstved samt forvolde Adam Buks død.

Retssagen

Den 15. maj

Retssagen mod en 17-årig ung mand fra Næstved bliver afgjort tirsdag den 15. maj. Han er tiltalt for at sælge MDMA til tre unge og for at forvolde Adam Buks død. Han erkender salg af MDMA, men nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab. 

Der er afsat én retsdag og der falder dom tirsdag eftermiddag. Sagen kører som en domsmandssag og består af en juridisk dommer og to lægdommere.
 


Nyhedsoverblik