Årets Slagter er fra Holbæk

Onsdag blev Jai Khamnuanwit fra Holbæk kåret som Årets Slagter. Juryen kalder ham ”fagmand på højt niveau”.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Du brænder for dit håndværk og dine produkter, og du har sat samme ild i dit personale, der arbejder lige så stenhårdt som dig selv på at levere et bredt udvalg af toptunede produkter.

Sådan lyder en del af begrundelsen for, hvorfor Jai Khamnuanwit fra Munkholm Slagteren i Holbæk i går tog prisen som Årets Slagter.

- Jeg er en glad mand. Det er et kæmpe skulderklap for mig. Jeg er glad for at kunne sætte Holbæk og vores kunder på landkortet, siger han om den flotte pris.

Særlig passion for faget

Juryen under Landbrug og Fødevarer har også bidt mærke i, at Jai er en fagmand på højt niveau inden for slagterfaget, og at han har en helt særlig passion og engagement for faget, kødet og kunderne.

Jai Khamnuanwit har haft butikken i Holbæk i 14 år, og han bruger, så vidt det er muligt, altid lokale råvarer uden tilsætningsstoffer i sin produktion af blandt andet hjemmelavede middagsretter, pølser og sandwich. Det har også ligget til grund for juryens beslutning.

- Jeg har selvfølgelig min gamle læremester, mine medarbejdere og selvfølgelig kunderne at takke for prisen.

Slagterbutikken i Holbæk havde to medarbejdere, da den blev startet. I dag er der otte medarbejdere.


Nyhedsoverblik