Det vi har sammen

To år efter: Brandvæsen og politi skændes stadig om regningen fra flygtningestrømmen

Sådan så det ud da flygtninge og migranter i september 2015 begyndte at gå fra Rødbyhavn på Lolland mod nord. Flere søgte mod Sverige. Arkivfoto. Foto: TV ØST

I to år har det kommunale beredskab på Lolland-Falster og politiet skændtes om, hvem der skal betale regningen for flygtningestrømmen i 2015.

Over 100 mennesker på motorvejen mod Sverige. 

Det var synet, bilister blev mødt af for to år siden ved Rødbyhavn og Rødby, hvor flygtninge gik i nødsporet på E47.

Da flygtningene skulle indkvarteres lagde det kommunale beredskab ud. En regning, de i to år har villet have, at politiet betaler, skriver Jyllands-Posten.

- Det drejer sig om lige omkring en million kroner. For brandvæsnet alene er det 890.000 kroner, siger Peter Søe, beredskabschef Lolland-Falster Brandvæsen, til TV ØST.  

Vi mener ikke, at en menneskestrøm hører under den del af Beredskabsloven

Peter Søe, beredskabschef Lolland-Falster Brandvæsen

- Vi har først sendt regningen til det lokale politi – altså Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. De ville ikke betale. Derefter har vi sendt den til Rigspolitiet. De ville heller ikke betale. Til sidst sendte vi regningen til Udlændinge- og Integrationsministeriet, men de lagde sig op ad politiets fortolkning af Beredskabsloven. 

Se eller gense indslaget fra september 2015 og bliv klogere på, hvad der skete på E47:

05:16 Luk video

Hører ikke under lovgivningen

Ifølge Beredskabsloven skal det kommunale redningsberedskab kunne "yde en forsvarlig indsats mod skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer(...). Redningsberedskabet skal endvidere kunne modtage, indkvartere og forpleje evakuerede og andre nødstedte". 

- Vi mener ikke, at en menneskestrøm hører under den del af Beredskabsloven. Dermed mener vi ikke, at vi skal betale omkostningerne, siger Peter Søe. 

Dermed mener vi ikke, at vi skal betale omkostningerne

Peter Søe, beredskabschef Lolland-Falster Brandvæsen

Sagen liggger nu hos Beredskabskomissionen, der foretager den kommunale forvaltning af Lolland-Falster Brandvæsen. Her sidder blandt andet borgmestrene i Lolland og Guldborgsund Kommune. 

Jyllands-Posten skriver i dag, at Lolland-Falster Brandvæsen nu vil lægge sag an mod politiet, men det er ikke tilfældet, lyder det fra Peter Søe. Endnu. 

Hvad der videre skal ske i sagen om regningen, vil blive diskuteret på et møde i Beredskabskommisionen til december.  

Sådan så det ud tilbage i 2015, da syriske flygtninge gik langs motorvejen E47:

300 flygtninge på én dag

Søndag den 6. september 2015 kom omkring 300 flygtninge til Rødby. De fleste af de registrerede personer i Rødby var ifølge politiet fra Syrien. 

I en pressemeddelse skrev politiet, at knap 30 personer blev sendt videre til Sandholmlejren den dag, mens en stor del blev indkvarteret på hoteller i området omkring Rødby.

Den 10. september 2015 meddelte Lolland-Falster Brandvæsen og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at håndteringen af flygtningene overgik til politiet og Udlændingestyrelsen.

- Det har været nogle kaotiske dage, hvor begivenhederne og håndteringen af flygtninge hele tiden har ændret sig. Nu er det så besluttet, at flygtninge håndteres af politiet, når de krydser grænsen til Danmark, lød det dengang fra generalsekretær i Dansk Folkehjælp Klaus Nørlem til TV ØST. 

Læs også 300 flygtninge ankommet til Rødby

Tip os Har du et godt tip?