Åbent hus på flyveplads tiltrak flere hundrede

02:21

Søndag var det muligt at få luft under vingerne, da der var åbent hus på Gørlev flyveplads. Over 400 personer var mødt op, og fælles for dem alle var en stor passion og fascination af flyvere.

Foto: TV ØST

1 af 2

Søndag var det muligt at få luft under vingerne, da der var åbent hus på Gørlev flyveplads.

Over 400 deltog i arrangementet, hvor man kunne opleve diverse sportsfly, veteranfly og modelfly på helt tæt hold.

Arrangementet tiltrak såvel unge som gamle, og for 7-årige Elias Thastum bød dagen på en tur i de øvre luftlag for aller første gang.

- Det var total nice det der, lød reaktionen, da han trådte ud af flyveren efter en tur på godt 20 minutter.

Også 83-årige Hans Jørgensen lagde vejen forbi flyvepladsen. Han har haft flycertifikat i over 50 år, og tager fortsat jævnligt på udflugt i det, der føles som den 7. himmel.

- Der er jo ikke nogen biler, man farer ind i deroppe, og der er jo en udsigt som bare fanden deroppe, når bare vejret er godt, fastslår han.

Vil udbrede passionen for fly

Det var Nordvestsjællands Flyveklub, der stod bag arrangementet, og de håber, at tiltaget vil få flere til at få øjnene op for flyvning.

- Det er for at vise, at flyvning er for almindelige mennesker, det er ikke en lukket verden, så alle burde komme til en flyveplads tit, siger Claus Gertsen, bestyrelsesmedlem i Nordvestsjællands Flyveklub.

Og noget kunne tyde på, det virker, for efter at have tilbragt dagen på flyvepladsen, har Elias Thastum lagt store planer for fremtiden.

- Når jeg bliver stor, vil jeg have et jetfly, for så kan man flyve totalt hurtigt og skyde med missiler, forklarer han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App