Det vi har sammen

90-årige Johannes holder fast i ketcher og fjerbold

02:37

150 seniorer deltog i dag i en stor badmintonturnering i Herlufsholm Hallerne. En af deltagerne var 90-årige Johannes Kristensen.

Selvom man er oppe i årene, skal kroppen stadig holdes i gang. Derfor deltog 150 seniorer over 60 år i dag i en stor badmintonturnering i Herlufholm Hallerne arrangeret af Herlufsholm Gymnastikforening og DGI Storstrømmen Ældrebadminton.

Alderspræsidenten var Johannes Kristensen fra Næstved, som runder 91 år til nytår, og som er tidligere formand i badmintonklubben.

- Jeg er med, fordi jeg kan lide det. Simpelthen. Jeg kan faktisk ikke lade være, fortæller Johannes Kristensen, der har været aktiv badmintonspiller i hele 72 år.

Motion og socialt samvær

Alderspræsidentens badmintonmakker i dag var tidligere folketingspolitiker og jægersoldat Helge Adam Møller på 74 år. Og i deres kamp såvel som alle de andre, blev der kæmpet hårdt, hvilket ifølge manden med overblikket er hele meningen med turneringen.

- Det er for at holde seniorerne aktive. Men det er ikke kun motion. Det er også det sociale samvær. Vores mål er, at alle går herfra glade og tilfredse, fortæller Gorm Rimdal, der styrer slagets gang.

Og seniorerne tog da også tilfredse derfra – også Johannes Kristensen og Helge Adam Møller, selvom de led et bittert nederlag til Egon Løvendal og Niels Pedersen fra Præstø. To unge knøse på 71 og 70 år.

Hvis badmintonturneringen har fanget din interesse, men du ikke har partner at stille op med, så skal du ikke holde dig tilbage med at melde dig. Arrangørerne hjælper gerne med at finde en.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App