85.000 offentligt ansatte må ikke ryge i arbejdstiden

​På fem år har 15 kommuner indført total røgfri arbejdstid. Det har fået konsekvenser for 85.000 ansatte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

15 kommuner, herunder Sorø, Guldborgsund og Holbæk i vores område, har indført total røgfri arbejdstid. Det betyder, at kommunerne forbyder al rygning, fra medarbejdere møder på arbejde om morgenen, til de går hjem igen til fyraften.

Både på arbejdspladsen, under transport, på kurser og når de arbejder hjemme.

Over 85.000 medarbejdere er omfattet af forbuddet. Det skriver Politiken mandag.

Yderligere tre kommuner vil inden 2018 indføre røgfri arbejdstid for alle deres ansatte. Det viser en opgørelse fra Kræftens Bekæmpelse.

Et muligt skred på vej

Der er dog langt flere kommunalt ansatte, der ikke må ryge i arbejdstiden, end opgørelsen antyder.

Undersøgelsen dækker nemlig kun helt røgfri kommuner.

- Jeg synes, at man skal være lidt påpasselig med det, siger næstformand i HK Kommunal Mads Samsing til Ritzau.

- Jeg er bange for, at man kan se et skred, så man også begynder at se på alle mulige andre helbredsfaktorer, hvor det bliver indgribende for den enkelte.

Vil holde medarbejderne sunde og raske

Flere kommuner har desuden gjort arbejdstiden på udvalgte kommunale arbejdspladser røgfri.

- Kommunerne er som arbejdsgivere interesserede i at holde deres medarbejdere sunde og raske. Det siger kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Journalist- og Mediehøjskole til Politiken.

- Der er en udbredt opfattelse af, at rygere er dårligere arbejdskraft, fordi de holder flere pauser og har flere sygedage.

Hjælper med at holde op

Ifølge Kræftens Bekæmpelse hjælper røgfri arbejdstid de 68 procent af daglige rygere, der ønsker at holde op med at ryge. Samtidig giver det et sundere arbejdsmiljø og mulighed for en ny og sundere pausekultur.

- Erfaringer fra forskellige arbejdspladser viser, at det kan bidrage til at styrke fællesskabet på arbejdspladsen, når man indfører lige vilkår for pauser for alle medarbejdere.

Det siger Camilla Freltoft Junge fra Kræftens Bekæmpelse til Politiken.


Nyhedsoverblik