83-årig efterlyst kvinde fra Ringsted fundet død

En 83-årig kvinde forlod sit hjem i aftes og blev i dag fundet død i et vandløb 200 meter fra hjemmet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fredag morgen udsendte Midt- og Vestsjællands Politi en efterlysning på en 83-årig kvinde.

Hun havde forladt sit hjem på Eksercerpladsen i Ringsted i natkjole i løbet af torsdag aften eller nat. Hun var dårligt gående og blev sidst set af hjemmeplejen klokken 20.00 torsdag aften.

Politiet sendte flere patruljer ud til området og også en hundepatrulje. Men det var en borger, der kort før klokken 10 meldte til politiet, at en livløs kvinde lå i et vandløb ved Felten, som er cirka 200 meter fra kvindens hjem.

Politiet vil nu opklare dødsårsag

En politipatrulje bekræftede, at den fundne kvinde var den eftersøgte 83-årige. Hun blev indbragt til Køge Sygehus, akutmodtagelsen, hvor hun blev erklæret død.

Selvom der ikke er mistanke til, at der er sket en forbrydelse i forbindelse med kvindens død, vil politiet forsøge at klarlægge dødsårsagen.

- Det er ikke politiets indtryk, at der er tale om en forbrydelse, men som følge af sagens omstændigheder vil der blive afholdt et retslægeligt ligsyn i den kommende uge med henblik på at fastslå dødsårsag og dødsmåde, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

De pårørende er underrettet om dødsfaldet.


Nyhedsoverblik