75-årige Gunnar fik hjertestop: - Man er dejlig fredfyldt

01:08

I oktober måned sidste år fik Gunner Sander et hjertestop i Ahornhallen i Ringsted. Hurtig hjælp med hjertestarter og hjertemassage reddede hans liv.

- Det føles som om, at jeg ikke får noget energi. Jeg får luft, men der er ingen energi i luften. Jeg tager et par dybe åndedræt, og så er jeg væk.

Prøv at forestil dig, at du er ude og træne en helt almindelig dag og pludselig får et hjertestop. Det var, hvad Gunner Sander fra Fjenneslev i Sorø Kommune oplevede i oktober måned sidste år.

- Det føles som om, at jeg ikke får noget energi. Jeg får masser af luft, men der er ingen energi i luften. Jeg triller på plads og tænker, at jeg hellere må lægge mig. Jeg tager et par dybe åndedræt, og så er jeg er væk. Det er det sidste, jeg husker, fortæller 75-årige Gunner Sander til TV ØST.

Gunner Sander kører ofte på inliners i Ahornhallen i Ringsted sammen med mange andre rulleskøjte-interesserede - men d. 10. oktober 2016 gik det galt. Han fik nemlig et hjertestop på grund af hjertekammerflimren. Det betyder, at hjertekamrene flimrer i stedet for at pumpe.

Man tænker aldrig på, at det er ens tur - at naturen giver en det røde kort - man tror altid, at det er naboen.

Gunner Sander, Fjenneslev

- Det, der chokerer en, er, at man hører om hjertestop, men tænker aldrig på, at det er ens tur - at naturen giver en det røde kort - man tror altid, at det er naboen, siger Gunner Sander.

Hurtig hjælp reddede hans liv

Gunner Sander husker ikke mere fra det tidspunkt - men det gør 47-årige Helle Bruun. Hun går til inliners sammen med Gunner Sander to gange om ugen og var en af dem, der var med til at redde hans liv.

- Vi ruller rundt i hallen og er i gang med opvarmning, og så opdager vi, at han ligger ned og siger mærkelige lyde, mens han gisper voldsomt efter vejret og er helt væk i øjnene, fortæller Helle Bruun fra Ringsted til TV ØST.

Jeg styrede selve hjertestarteren, to mænd skiftedes til at give hjertemassage, som er ret hårdt, mens en tredje gav luft.

Helle Bruun, Ringsted

Heldigvis havde Helle Bruun været på førstehjælpskursus ugen forinden, hvor hun havde lært at bruge en hjertestarter.

- Det gik hurtigt. Jeg hentede en hjertestarter og fik den sat på ham. Den analyserede og anbefalede et stød, så jeg fik trykket på knappen, og han fik stødet. Jeg styrede selve hjertestarteren, to mænd skiftedes til at give hjertemassage, som er ret hårdt, mens en tredje gav luft. Min søn ringede efter ambulancen, så det var teamwork på højeste plan, fortæller Helle Bruun. 

Læs også Slagelse vil have hjertestartere flyttet ud

- Førstehjælpskursus gav mig ro

Helle Bruun påpeger, hvor vigtig førstehjælpskurset var for hende og anbefaler andre til at tage et.

- Kurset betød meget, for ingen andre kendte til maskinen - men jeg vidste, at vi ikke kunne gøre noget forkert. Jeg vidste eksempelvis, at man ikke må røre patienten, når hjertestarteren analyserer. Det gav mig en ro, at jeg kendte den, siger hun.

Ét stød og efterfølgende hjertemassage og mund-til-mund indtil ambulancen dukkede op, reddede Gunner Sanders liv.

Han begyndte at give lyd fra sig, så først på det tidspunkt var vi sikre på, at han var i live.

Hanne Bruun, Ringsted

- Jeg tror han blev påvirket af smerten fra hjertemassagen - han begyndte i hvert fald at give lyd fra sig, så først på det tidspunkt var vi sikre på, at han var i live, fortæller Helle Bruun.

Helle Bruun husker, at Gunner Sander åbnede øjnene, da redderne kom. 

- Han åbnede øjnene og var kommet til bevidsthed og til live igen. Han var chokeret og døsig. Falckmændene havde overskuddet til at give os ros for vores indsats og talte til Gunner, men han svarede ikke, fortæller Helle Bruun. 

Læs også Hjertestartere er låst inde efter normal arbejdstid

Tilbage til livet

Først herfra begynder Gunner Sander at kunne huske igen.

- Jeg ved bare, at jeg pludselig kigger op i en gul trøje, som må være redderens. Og min første tanke er: Drømmer jeg, eller er jeg vågen? fortæller Gunner Sander.

På trods af, at Gunner Sander havde været døden nær, husker han det ikke som en ubehagelig følelse. 

Det er en ubeskrivelig, smuk og vidunderlig følelse. Der er en ro. Hjernen er slået fra, og når den er slået fra, er bekymringerne væk, og det er rart.

Gunner Sander, Fjenneslev

- Man mærker ikke sin krop. Man er dejlig fredfyldt. Det er en ubeskrivelig, smuk og vidunderlig følelse. Der er en ro. Hjernen er slået fra, og når den er slået fra, er bekymringerne væk, og det er rart. Det eneste, man forsøger at finde ud af, er, hvor og hvad man er, fortæller Gunner Sander.

Gunner Sander kommer ind i ambulancen og bliver kørt til Slagelse Sygehus.

- Redderne fortæller mig, at dem, som jeg løber sammen med på inliners, havde reddet min hjerne og hjerte på grund af deres hurtighed. Han gentog det flere gange, og jeg forstod det ikke - men det var åbentbart, fordi jeg ikke havde svaret, selvom jeg troede, at jeg svarede. Jeg var stadigvæk bare en tanke, fortæller han.

Læs også Kommune flytter hjertestartere udenfor: Nu skal der kunne reddes liv efter lukketid

Efterfølgende blev Gunner Sander overflyttet til Roskilde Sygehus, hvor han fik indopereret en pacemaker, og lægen fortalte ham, at han nok skulle komme ud og stå på rulleskøjter igen.

- I dag har jeg det rigtig fint. Jeg må bare ikke hænge i armene eller dyrke vægtløftning - men jeg må stadigvæk tage en lille en, siger en taknemmelig Gunner Sander.

"Jeg har selv oplevet, at det ikke lykkes"

Gunner Sander er taknemmelig for den indsats, hans kammerater gjorde den dag tilbage i oktober. Han har nemlig selv prøvet at stå på den modsatte side.

Det ligger i baghovedet, når det ikke lykkes, så jeg er glad for, at det lykkedes for dem.

Gunner Sander, Fjenneslev

- Det gjorde mig rigtig glad, at det lykkedes for mine kammerater at få mig genoplivet, for jeg har selv oplevet, at det ikke lykkes at genoplive en person med hjertestop. Det var under umulige forhold for næsten 40 år siden i en teltlejr i Libyen under en opmålingsopgave i Sahara-ørkenen, hvor der ikke fandtes en hjertestarter, fortæller Gunner Sander og fortsætter:

- Det ligger i baghovedet, når det ikke lykkes, så jeg er glad for, at det lykkedes for dem, der hjalp mig, siger han.

13 hjertestartere rykker udenfor i Ringsted

Ringsted Kommune har netop flyttet 13 hjertestartere udenfor på kommunale bygninger, så de er tilgængelig alle døgnets 24 timer - og det mener Gunner Sander er meget positivt.

- Det er det eneste rigtige. Det er forfærdeligt, hvis nogen kan se, at der hænger en hjertestarter, men ikke kan få fat i den, siger han.

Gunner Sander har det godt i dag og kører fortsat på inliners. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App