51-årige Carsten kan ikke få en lånekørestol under reparation

Carsten Gliese måtte undvære sin elektriske kørestol i 11 dage, mens den har været til reparation. Han kan ikke få en lånestol. Problematisk, mener DH.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Carsten Gliese er helt afhængig af sin elektriske kørestol, da han er blevet delvist lammet efter en arbejdsulykke i 2007, hvor han faldt ned fra et tag.

Men den elektriske kørestol er ofte til reparation. Carsten Gliese vurderer selv, at den har været til reparation 15 gange i løbet af de sidste to år.

Senest har Carsten Gliese måtte undvære den i 11 dage, og Vordingborg Kommune vil ikke give ham en erstatningsstol i ventetiden.

quote Jeg kan ikke komme udenfor en dør, jeg kan ingenting

Carsten Gliese, Vordingborg

- Jeg kan ikke komme udenfor en dør, jeg kan ingenting. Intet, siger Carsten Gliese fra Vordingborg.

Kommune vil ikke give låne-stol

Vordingborg Kommune har tilbudt Carsten Gliese en manuel kørestol, men den kan han ikke bruge på grund af smerter i arme og ben. Men kommunen vil ikke tilbyde ham en elektrisk kørestol.

- Uanset hvilket slags køretøj, det drejer sig om, så er det individuelt tilpasset, og det vil være vanskeligt at udlåne et køretøj og være sikre på, at en person kan gebærede sig i trafikken, så vi udlåner ikke elektriske kørestole, siger Susanne Johansen, ældrechef i Pleje og Omsorg, Vordingborg Kommune.

I stedet peger Vordingborg Kommune på flextrafik, som en mulighed for Carsten Gliese. Men Carsten Gliese er trist over situationen.

quote Det er meget problematisk, og det burde kunne gøres bedre

Sif Holst, næstformand for Danske Handicaporganisationer (DH)

- Jeg er ked af det, og jeg er modløs, siger Carsten Gliese til TV ØST.

Det er forkert

Danske Handicaporganisationer mener, at det er problematisk.

- Det er et kæmpe stort problem, når folk er afhængige af et hjælpemiddel, og man så ikke har et hjælpemiddel i længere tid. Man bliver dybt afhængig af folk omkring sig, man kan ikke fungere i dagligdagen, hvis man har et arbejde kan man ikke passe det. Det er meget problematisk, og det burde kunne gøres bedre, siger Sif Holst, næstformand i Danske Handicaporganisationer.

Efter 11 dage har Carsten Gliese endelig fået sin kørestol tilbage, men han frygter for næste gang hans kørestol skal til reparation.

Danske Handicaporganisationer påpeger, at folk er velkomne til at henvende sig til dem, hvis de har brug for råd og vejledning.

 


Nyhedsoverblik