Det vi har sammen

50 millioner kroner ekstra skal hindre kaos med Sundhedsplatform

Med Sundhedsplatformen samles patientoplysningerne ét sted. Det skal give personalet et bedre overblik over patientforløb og undersøgelser på tværs af afdelinger, hospitaler og regioner. Arkivfoto.

Frygt for startvanskeligheder for Sundhedsplatformen får politikerne i Region Sjælland til at skyde 50 millioner ekstra ind i en bufferpulje.

Frygten for startvanskeligheder for Sundhedsplatformen får nu politikerne i Region Sjælland til at skyde 50 millioner ekstra ind i en 60 millioner kroners bufferpulje, der skal sikre en god udrulning af platformen på sygehusene i Region Sjælland.

Det skriver Dagbladet Roskilde.

Aftalen er lavet af et flertal i regionsrådet bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, De Radikale, Socialdemokraterne og SF, som har indgået en budgetaftale for 2018. 

Læs også Læge raser over Sundhedsplatform: Koster syv timer per patient

Bufferpuljen, der nu lyder på i alt 110 millioner kroner, skal sikre ekstra personale, når Sundhedsplatformen går i luften den 25. november 2017 såvel som oplæring af læger, sygeplejersker og lægesekretærer i at bruge systemet.

Skal sikre ekstra hænder og ressourcer

- Læringen fra Region Hovedstaden er, at systemet virker, men at det tager tid for personalet at lære det nye system ordentligt at kende, siger Jens Stenbæk (V), regionsrådsformand i Region Sjælland, til Dagbladet Roskilde og fortsætter:

- Derfor afsætter vi penge til at få ekstra personaleressourcer i den periode, systemet rulles ud. Det skal sikre ekstra hænder og ressourcer til støtte af personalet, så udrulningen sker i et godt arbejdsmiljø. 

Læs også Forslag om at udskyde Sundhedsplatformen er skudt til jorden

Med Sundhedsplatformen samles patientoplysningerne ét sted. Det skal give personalet et bedre overblik over patientforløb og undersøgelser på tværs af afdelinger, hospitaler og regioner.

Tip os Har du et godt tip?