49-årig mand anholdt efter Nakskov-drab

En 49-årig mand er blevet anholdt og sigtet for at have dræbt en mand i Nakskov.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet anholdt onsdag eftermiddag en 49-årig mand i Nakskov. Den 49-årige er sigtet for at have dræbt den 47-årige mand, der tirsdag eftermiddag blev fundet død i en lejlighed på Søndergade i Nakskov.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi anholdt ham onsdag eftermiddag, og vi har brugt hele morgenen på at afhøre ham, siger efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen til TV ØST.

Gerningsstedet har været afspærret med hjælp fra hjemmeværnet, og politiet, efterforskere og medarbejdere fra kriminalteknisk center arbejdede onsdag på stedet.

Udramatisk anholdelse

Anholdelsen, der var helt udramatisk, skete på baggrund af det efterforskniongsarbejde, som politiet havde gennemført i døgnet efter, at den dræbte mand blev opdaget. Det er blandt andet vidner, der har ledt politiet på sporet af den 49-årige.

Den anholdte fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing klokken 13.00 torsdag. Politiet vil i retten begære, at grundlovsforhøret afholdes uden offentlighedens tilstedeværelse.

Fundet tirsdag

Den døde blev fundet tirsdag eftermiddag i en lejlighed i det centrale Nakskov. 

Politiet har været meget tilbageholdene med informationer om fundet, men har lige fra starten behandlet sagen som en drabssag.

Den døde bliver torsdag obduceret i et forsøg på at fastslå den præcise dødsårsag, oplyser politiet.


Nyhedsoverblik