Det vi har sammen

43 år i politik: Et portræt af en borgmester

07:24

Efter 43 år i politik går borgmester i Vordingborg, Knud Larsen, på pension. Vi tegner et portræt.

1 af 2

Efter 43 år i kommunalpolitik går Vordingborgs borgmester Knud Larsen på pension. Vi tegner et portræt af venstremanden.

Fredag var en helt speciel morgen for Hr. og Fru Larsen i Stege.

- Jeg har forberedt mig på, at det er afdansningsballet. Jeg har forberedt mig på, at nu skal jeg slutte, siger Knud Larsen (V) til TV ØST.

Fredag den 31. marts var den sidste i Knud Larsens karriere. Kontoret skal pakkes ned, og der bliver afholdt en afskedsreception.

- Jeg havde ikke forventet, at han ville holde nu, så jeg blev faktisk lidt overrasket, men jeg synes, at det er en rigtig god beslutning, da jeg fik tænkt mig om, siger konen, Hanne Berthelsen, som mødte Knud Larsen, da de helt unge var medlemmer af Venstres Ungdom.

Utallige titler på CV’et

Den 72-årige mønbo kan både skrive landmand, højskolelærer, amtspolitiker, kommunalbestyrelsesmedlem og borgmester på sit CV. Siden 2005 kan han også kalde sig for Ridder af Dannebrog.

Jeg havde ikke forventet, at han ville holde nu, så jeg blev faktisk lidt overrasket, men jeg synes, at det er en rigtig god beslutning, da jeg fik tænkt mig om.

Hanne Larsen, hustru

Her modtog han dronningens hyldest for sit virke i lokalpolitik.

Knud Larsen har nået at sidde knap 15 år som borgmester. Først i den tidligere Møn Kommune og siden 2013 som borgmester i den nuværende Vordingborg Storkommune.

- Nu kan jeg selv bestemme, at jeg vil gå af. Det er et privilegium. Men samtidig er det da også tankevækkende. Man kører herned på rådhuset og siger: ’det er sidste gang. fortæller den afgående borgmester.

Arvtager står klar

I kø til at overtage står den 40-årige Michael Seiding Larsen, som kommer fra et job som konsulent i en renovationsvirksomhed. Knud Larsen har lavet en aftale med den nye borgmester om, at han altid må komme forbi i huset på Møn for at drikke en kop kaffe og få gode råd til livet som borgmester.

- Jeg er klar til at gå nu, fordi Michael er klar. I selve livets skole, som er en overordentlig spændende skole, der føler jeg en forpligtelse over for Michael at fortælle ham om forventningerne til ham som borgmester. Han skal lære at sige fra, siger Knud Larsen.

Karriere med sejre og nederlag

Det har været både sejre og nederlag i den afgående borgmesters lange karriere. Fra 1986 til 2007 sad han som amtsrådspolitiker i det daværende Storstrøms Amt, hvor han ikke var bange for at kaste sig ud i de svære kampe. En af dem var kampen for Stege Sygehus.

 

Ordet Vordinghul sagde jeg, da jeg blev borgmester. Det vil jeg ikke høre. Vordingborg By har så mange værdier, så når vi går tilbage til valdemarernes tid med jyske lov og op til nu, så skal de lære at ranke ryggen.

Knud larsen (V), tidligere borgmester, Vordingborg

Fra 1992 satte han sig tungt på borgmesterposten på Møn.

Men byggeriet af den nye skole i Stege og dermed nedlæggelsen af en række småskoler på øen, kostede ham borgmesterposten ved kommunalvalget i 1997. Mønboerne tilgav dog hurtigt deres bysbarn, og i 2002 blev han genvalgt som borgmester.

- Jeg forstår godt, at folk tænkte, hvad er det, der sker, men i dag hører jeg ikke kritiske bemærkninger om, at vi dengang lavede en ny skole, kommenterer Knud Larsen.

Knud Larsen var klar til at tage udfordringen op som borgmester i Vordingborg Storkommune i 2007, men baglandet var ikke med ham før i 2013, hvor han fik 2862 personlige stemmer og blev absolut topscorer i kommunen.

I hans virke som borgmester i Vordingborg Storkommune har han især haft fokus på at samarbejde bredt. Den største kamp var at få selvtilliden tilbage hos vordingborgenserne. En mission, som han mener er lykkes.

- Ordet Vordinghul sagde jeg, da jeg blev borgmester. Det vil jeg ikke høre. Vordingborg By har så mange værdier, så når vi går tilbage til valdemarernes tid med jyske lov og op til nu, så skal de lære at ranke ryggen, siger Knud Larsen.

Flere projekter i gang

Den nye borgmester, Michael Seiding Larsen, vil komme til at overtage en kommune, hvor flere store projekter er i gang. Af seneste successer for Knud Larsen står byggeriet af DGI-huset panteren, hvor byggeriet af en ny svømmehal er i fuld gang. Om nogle år står også en splinterny storstrømsbro klar, som Knud Larsen har samarbejdet med Guldborgsund Kommunes borgmester, John Brædder, om at få på plads.

- Jeg er egentlig glad for, at jeg, sammen med andre, at få lavet nogle investeringer, så vi forbereder os på fremtiden. Det er nok det, hvis jeg skal sige det kort selv, at jeg er mest glad for, siger Knud Larsen.

Tid til golf og børnebørn

Når Knud Larsen går af som borgmester, så gør han det for at få mere tid til familien og sit golfspil. Han har også en plan om at skulle engagere sig som frivillig i kulturlivet i Vordingborg.

- Jeg går ikke rundt og fortryder. Jeg er mine handlinger bevidst, og jeg vil gerne stå på mål for dem. Man kan ikke være borgmester og være anonym. Man skal tage ansvaret på sig. Med et andet ord, konsekvensen af det at være tillidsmand for borgerne, siger han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App