40 dages betinget fængsel for vold mod buschauffør

En 25-årig mand er idømt 40 dages betinget fængsel og 60 timers samfundstjeneste efter et overfald på en buschauffør tilbage i august sidste år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

40 dages betinget fængsel og 60 timers samfundstjeneste. Det var, hvad byretten i Nykøbing Falster mandag takserede et overfald på en skolebuschauffør til.

Anklageren i sagen krævede den 25-årige tiltalte dømt for vold af særlig rå og brutal karakter og for vold mod embedsmand i funktion. Og mente, at tre-fire måneders ubetinget fængsel ville være passende. Men det afviste dommeren og de to domsmænd, skriver Fagbladet 3F.

I dommen lagde de til grund, at overfaldet skete efter, at buschauffør Johnny Michael Mørch, Vordingborg, havde parkeret bussen i garageanlægget efter dagens skolebuskørsel og således ikke længere var "embedsmand i funktion". Var overfaldet sket, mens han havde skolebørn i bussen, var hammeren faldet hårdere.

quote Jeg sidder tilbage med konsekvenserne og eftervirkningerne af overfaldet og har udsigt til en uvis fremtid

Johnny Michael Mørch, buschauffør

Utilfreds med dommen

De skader den 25-årige gav chaufføren, vurderede retten heller ikke, var alvorlige nok til at høre under den grove voldsparagraf. Selv om dommeren forklarede, at selve slagvåbnet - en 70 centimeter lang trælægte - hørte under den grove voldsparagraf. Den 25-årige hættetrøjeklædte mand modtog dommen efter kort betænkningstid.

Efter dommen, var Johnny Michael Mørch umiddelbart lettet over, at sagen blev afsluttet med en voldsdom. Men efter at have sundet sig kom vreden op i ham.

- Jeg er ikke tilfreds med sagens udfald. Jeg føler mig i bund og grund uretfærdigt behandlet af vores retssystem, fordi voldsmanden kun fik 40 dages betinget fængsel og samfundstjeneste. Jeg så helst, at han fik mindst 6 måneder i skyggen. Jeg sidder tilbage med konsekvenserne og eftervirkningerne af overfaldet og har udsigt til en uvis fremtid. Jeg føler, at min retssikkerhed er blevet krænket, siger han til Fagbladet 3F.

Fik skadet ribbenene

quote Jeg føler, at min retssikkerhed er blevet krænket

Johnny Michael Mørch, buschauffør

Overfaldet fandt sted i august 2017 i vognmandens garageanlæg, hvor 54-årige Johnny Michael Mørch havde parkeret bussen efter endt arbejdsdag.

Tiltalte og Johnny Michael Mørch var meget uenige om hændelsesforløbet i vidneskranken. De var også uenige om, hvorvidt slagvåbnet var en beskeden fodliste eller en trælægte. Men det fik ikke betydning for dommen. Et foto afklarede dog dimensionerne på træstykket: 70 cm X 4,5 cm X 1,5 cm.

Den 25-årige forklarede, at han følte sig truet af Johnny Michael Mørch og en gruppe chaufførkolleger, og at det var selvforsvar. Men chaufførens forklaring blev understøttet af et vidne, der overværede episoden. Retten lagde Johnny Michael Mørchs forklaring til grund for dommen.

Johnny Michael Mørch fik skadet sine ribben og var sygemeldt i en længere periode. Overfaldet har haft store konsekvenser for ham. Han er blevet arbejdsløs, har fået angst, sover dårligt om natten og går til psykolog for at komme til hægterne igen. Han har mistet lysten til at være chauffør og har forladt branchen.


Nyhedsoverblik