Familiefar død: Kørt ned efter uoverensstemmelse på McDonald's

En 39-årig mand er afgået ved døden, efter at han blev kørt ned uden for McDonald's i Holbæk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 39-årig mand var torsdag aften på McDonald's i Holbæk med sine børn.

Her kom han angiveligt op at toppes med nogle andre gæster, og de to parter ”nedstirrede” hinanden og udvekslede bemærkninger.

Senere på aftenen mødtes de to parter igen foran McDonalds på Valdemar Sejrsvej, og her blev den 39-årige mand påkørt.

Manden er død af sine kvæstelser.  

Erkendte selv påkørsel

De to unge mænd, der havde påkørt manden, kørte med det samme fra stedet.

Efter en stykke tid kontaktede de dog politiet og erkendte, at de havde kørt manden ned.

Mændene blev anholdt klokken 23:30.

Der er tale om en 26-årig mand fra Brøndby og en 27-årig mand fra Roskilde.

Politiet ved endnu ikke, om den afdøde kendte de to unge mænd, fortæller vagthavende Carsten Andersen fra Midt-og Vestsjællands Politi til TV ØST.

Politiet leder efter vidner

Efter påkørslen har politiet afhørt en del vidner, ligesom de har afsøgt gerningsstedet med politihunde.

Midt- og Vestsjællands Politi er dog stadig meget interesserede i at høre fra vidner, der har været på McDonald’s et par timer før påkørslen eller i området omkring Circle K og OK-Tanken mellem McDonald’s og Slotscentret på gerningstidspunktet klokken 22:50 torsdag aften.

Har du viden, der kan være interessant for politiet, skal du kontakte dem på 1-1-4.

I løbet af fredagen skal politiet beslutte, om de to anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på en varetægtsfængsling. 


Nyhedsoverblik