Det vi har sammen

38 tons gyllevogn i grøften reddet op

Lastbilen kom ud i den bløde rabat og gled af vejbanen. Foto: Thomas Voss

En lastbil med en gylletank er kørt i grøften på Værkevadsvej lidt udenfor Ringsted. Vejen er spærret ved stedet, indtil man kan trække lastbilen op.

En 38 tons tung gyllevogn kørte torsdag eftermiddag i grøften på Værkevadsvej udenfor Ringsted.

Det fortæller Midt- og Sydsjællands Brand og Redning til TV ØST.

Uheldet skete klokken 15.29, ifølge indsatsleder Henrik Nilsson, da to lastbiler skulle passere hinanden på den smalle vej.

- Man bliver uopmærksom og kommer ud i den bløde rabat, hvor den så kører af banen, siger indsatslederen.

Ingen personer kom noget til ved uheldet.

Fare for at den kunne vælte

Lastbilen lå i grøften og man ventede på, at en anden gyllevogn kom og tømte den, før man kunne trække den op.

Indsatsleder Henrik Nilsson fortæller torsdag aften til TV ØST, at han forlod stedet, da man var igang med at pumpe de 38 tons gylle fra lastbilens tank over i en anden. Da var klokken omkring 18.

- Det sidste jeg så var en form for sugerør, der kom og skulle suge gyllen op og få det over i den anden tank, der var kommet til. Herefter kunne man trække den op, og da jeg ikke har hørt noget, formoder jeg, det er gået efter planen, siger Henrik Nilsson.

Vejen var spærret midlertidigt ad Værkevadsvej og 200 meter op til Roskildevej, indtil man fik trukket lastbilen op.

Der var fare for, at gyllevognen kunne vælte, så der blev rekvireret hjælp hurtigst muligt, fortæller indsatslederen.

- Den ligger stille nu, men den ligger usikkert, så det skal gå hurtigt med at få den op, siger indsatslederen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App