37-årig mand truede politiet med sværd og pulverslukker

En 37-årig narkopåvirket mand truede tidligt i morges politiet i Nykøbing Sjælland med et sværd og sprøjtede dem til med skum fra en pulverslukker.

Tidligt i morges fik Midt- og Vestsjællands Politi meldinger om en højtråbende mand, der løb rundt og ringede på dørene i området omkring Torshaven i Nykøbing Sjælland.

En patrulje kørte til stedet og traf en mand, der stod på en svalegang og var bevæbnet med et sværd. Politiet forsøgte at tale med manden, der dog nægtede at tale med politiet.

Derfor blev flere patruljer sendt til området for at pågribe manden, der truede politiet med at stikke dem ned. Manden havde desuden bevæbnet sig med en køkkenkniv og en skumslukker, som han fyrede af mod politiet.

Ambulance tilkaldt

Politiet vurderede, at man måtte tilkalde en ambulance til at være stand by, hvis nogen skulle komme til skade.

Efter cirka en time kunne betjentene ifølge Midt- og Vestsjællands Politi udramatisk anholde manden, der havde kastet sværdet, kniven og pulverslukkeren fra sig.

Det viste sig, at den anholdte var en spiritus- og narkopåvirket 37-årig mand fra Bagsværd, som fortsat er i politiets varetægt i forbindelse med afhøring til sigtelserne for overtrædelse af våbenloven og for trusler mod politipersonalet omstikke dem ned.

Ingen led ifølge politiet fysisk overlast i forbindelse med sagen, der efter afhøring af manden vil blive vurderet af politiets jurister for at afgøre, om han skal løslades eller fremstilles i grundlovsforhør.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App