En 35-årig kvinde fra København er død efter en drukneulykke ved Rødvig på Stevns.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Det var, ifølge politiet, i alt fire personer, der mandag før middag sejlede ud i en 20-fods bundgarnsjolle for at lave undersøgelser af havmiljøet.
Ifølge Ritzau var kvinden biolog og var sejlet ud for at løse en opgave for et firma, da jollen kæntrede.
Jollen befandt sig 4-500 meter fra land, da der kom vand ind i jollen, hvorved den kæntrede og sank. Ifølge oplysninger fra vagtholdslederen hos Forsvarets Operationscenter kæntrede jollen før middagstid.
Den ene person kom selv i land og slog alarm klokken 15.08. De tre øvrige personer blev efterfølgende reddet i land af skibe og redningshelikoptere.
Lå i vandet flere timer
Da kvinden blev reddet i land, var hun i kritisk tilstand. Hun blev efterfølgende erklæret død. Ifølge vagtholdslederen hos Forsvarets Operationscenter, der deltog i redningsaktionen, havde kvinden ligget i vandet i op til fem timer.
Foruden den 35-årige kvinde fra København, der er afgået ved døden, er der tale om tre mænd, som er tyske statsborgere på henholdsvis 37, 38 og 42 år.
De tre mænd er uden for livsfare.
De pårørende til den 35-årige kvinde er underrettet.
Jollen er, ifølge politiet, bjærget og der skal foretages undersøgelser og afhøringer for at klarlægge årsagen til ulykken.
Det var en større redningsaktion, der mandag eftermiddag blev sat i gang for at finde tre personer i vandet. To helikoptere og flere skibe var sat ind i eftersøgningen.
Midt- og Vestsjællands Politi har ikke flere oplysninger i sagen.