325 blitzet, 40 klip og 24 frakendelser på Storebælt: - Det er respektløst

40 har fået et klip i kørekortet og 24 en betinget frakendelse. Overraskende tal, lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

325 bilister er tirsdag blevet blitzet, 40 har fået et klip i kørekortet og 24 har fået en betinget frakendelse af kørekortet.

Det er resultatet af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis fartmåling på Storebælt ved området, hvor der lige nu er nedsat hastighed på grund af vejarbejde.

De 325 bilister, der har fået taget et billede i dag, er ikke usædvanligt, siger Erik Mather, der er leder af færdselsafdelingen i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Men 40 klip og 24 frakender kan dog overraske en garvet politimand.

- Det er noget ud over det sædvanlige. Det er oftest, når hastigheden er nedsat på grund af vejarbejde, så er der alt for mange, der tilsidesætter hastighedsgrænsen og derfor er antallet af betingede frakendelser så ekstraordinært højt, siger han. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Dobbelt op på bødeprisen

For at få en betinget frakendelse af kørekortet, så skal bilister kører mere end 40 procent over det tilladte. Lige nu er hastighedsgrænsen 80 kilometer i timen. Så kan man selv lave matematikken.

- Og så er der er i øvrigt dobbelt op på bøder, når det er ved vejarbejde, kan jeg hilse at sige, siger Erik Mather.

- Hvis man kører for stærkt ved vejarbejde, så er det ganske enkelt dobbelt op. Og bøden starter jo på 1.000 kroner normalt, men når det er ved vejarbejde, så er starter den ved 2.000 kroner.

Respekter vejarbejdet

Da fartmålingen er foretaget ved et vejarbejde, hvor de arbejdende folk går tæt på motorvejen, har Erik Mather et par ord til bilisterne, der ikke slipper speederen.

- Jeg vil gerne mane til eftertanke, at man skal respektere de hastighedsgrænser og tager forbehold for, at der går levende mennesker lige på den anden side af en betonklods. Jeg synes, det er lidt respektløst, at man ikke respekterer det vejarbejde, der er, siger Erik Mather.

- Det er kun en kilometer, der er vejarbejde, så det er jo ikke noget, der forsinker en mere end 30 sekunder eller et minut. Så det er helt tåbeligt, at der er så mange, der kører så stærkt. Det er respektløst.


Nyhedsoverblik