31-årig udsat for ”usædvanligt frækt” biltyveri i Ringsted

En 31-årig mand fra Ringsted fik søndag aften stjålet sin bil, da en mulig køber skulle prøvekøre den.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sent søndag aften blev en 31-årig mand fra Ringsted snydt godt og grundigt, da han forsøgte at sælge sin bil. Han var udsat for et ”usædvanligt frækt tyveri”, som Midt- og Vestsjællands Politi kalder det.

Manden fik nemlig besøg af en mulig køber, som gerne ville have lov at prøvekøre bilen, inden han slog til. Køberen satte sig ind i bilen, men da sælgeren ville gøre det samme, blev bildøren låst, og køberen kørte af sted med bilen.

Det har siden vist sig, at den bil, køberen kom til Ringsted i, også var stjålet. Den blev stjålet i Dragør den 26. marts.

Den 31-årige mands bil blev efter tyveriet efterlyst af politiet, og han har også selv efterlyst bilen på sociale medier.

Politiet vil dog meget gerne høre fra eventuelle vidner, der kan have set bilen. Der er tale om en mørkeblå VW Golf med registreringsnummer BE 53247.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik