26-årig mand fra Slagelse er sigtet for vanvidskørsel på motorvej

Arkivfoto. Foto: Rigspolitiet

Politiet søger vidner, der var i fare, da en ung mand i en time fredag eftermiddag kørte hasarderet i en bil.

En 26-årig mand fra Slagelse er blevet anholdt og sigtet for at bringe andres liv i fare, efter at han fredag eftermiddag kørte hasarderet på Fynske Motorvej og i Odense by.

I løbet af en time fik politiet adskillige anmeldelser fra folk, der havde set manden drøne afsted i en hvid Hyundai i30.

- Han kørte med voldsom fart og overhalede højre om, siger vagtchef Erik Lindholdt, Fyns Politi.

Kørte mod centrum

Den første anmeldelse kom fra en bilist på Fynske Motorvej klokken 15.48, da manden i høj fart kørte fra Nyborg i retning mod Odense.

Anmeldelserne fortsatte med at komme, da manden drejede af fra motorvejen og kørte videre i retning af Odenses centrum.

Til trods for at han blev fulgt af politipatruljer, lykkedes det ikke at få den 26-årige til at standse. Først klokken 16.50 blev der sat en stopper for den hasarderede kørsel, da manden selv kørte et dæk af bilen på vejen Ådalen.

Sigtet for vold mod tjenestemand

Da betjentene ville anholde ham, satte han sig til modværge, og ud over at udsætte andre for fare, er han derfor blevet sigtet for vold mod tjenestemand. 

Læs også Politiet søger vidner til stenkast fra motorvejsbro

Desuden er han sigtet efter færdselsloven for at køre bil i påvirket tilstand.

Fyns Politi søger vidner til mandens farlige færd i og omkring Odense fredag eftermiddag.

- Vi har en del vidneforklaringer, som vi arbejder med, men vi vil gerne tale med folk, der har været i konkret fare, eller som har set manden påkøre noget, siger Erik Lindholdt.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App