26-årig mand anholdt for at snyde med varer i byggemarked for 17.000 kroner

Foto: Rigspolitiet

En 26-årig mand fra Fjenneslev er blevet anholdt for at få udleveret byggematerialer for 17.000 kroner på falske fakturaer.

Fælden klappede for en 26-årig mand fra Fjenneslev torsdag eftermiddag.

Her var han i et byggemarked i Holbæk og i færd med at få udleveret byggematerialer for op mod 17.775 kroner på en falsk faktura. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Personalet i byggemarkedet havde selv tilbageholdt manden, og kontaktede politiet klokken 15.32. De havde fået advarsler fra andre butikker i samme kæde, som havde holdt øje med en person, der kørte i en varebil med samme registreringsnummer, som den 26-årige kørte i.

Fra bilen med det registreringsnummer var der tidligere blevet afhentet byggematerialer i andre byggemarkeder ved at fremvise falske fakturaer. Derfor var byggemarkedskæden blevet opmærksom på manden.

Uden kørekort og stjålet trailer

Da politiet ankom til byggemarkedet i Holbæk, ransagede betjentene mandens bil, og i den fandt de adskillige falske fakturaer, der viste sig at være udstedt til et tømrerfirma, hvor den 26-årige tidligere havde gået til hånde.

Manden havde tidligere hentet varer i byggefirmaet for tømrervirksomheden, og han havde derfor adgang til de ægte fakturaer, som han brugte. 

Desuden fandt politiet ud af, at den medbragte trailer var stjålet, og ydermere at manden var blevet frakendt retten til at køre bil.

Den 26-årige mand blev anholdt og bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App