24 elever i Vemmelev stiger ud af bilen og ind i ”gå-bussen”

03:11

En flok morgenfriske skoleelever i Vemmelev tager det varme tøj og gå-vestene på.

Et landsdækkende projekt forsøger at få flere børn til at gå i skole fremfor at blive kørt. Det skal øge trafiksikkerheden.

Selvom vinterkulden bider i næsen, så har 24 elever fra Vemmelev mellem Korsør og Slagelse valgt at træde ud af deres forældres varme biler og i stedet bruge benene til at komme i skole.

De er nemlig en del af det landsdækkende projekt gå-bussen, som satser på mere motion og mindre benzin.

Når man er frisk, så er man ikke bare sådan en, der sidder ned og siger ’det ved jeg ikke’ hele tiden

Simon Hyldevang, Vemmelev

En af deltagerne er Simon Hyldevang, der går i 1. klasse på Vemmelev Skole. Og lidt vinterkulde er bestemt ikke noget, der skræmmer ham væk.

- Overhovedet ikke. Jeg har bare hue, vanter og hele molevitten på, fortæller han.

Mere klar i skolen

Målet med projektet er at få færre forældrebiler ved skolerne og på den måde gøre trafiksikkerheden bedre, og det er et rigtig godt projekt, hvis man spørger Claudia Krogh, der er lærer på Vemmelev Skole.

- Det er børn, der er skoleklar, det er børn, der lærer at transportere sig selv, så de ikke skal køres i skole hver morgen, og det er børn, der lærer om trafikken, siger hun.

Og lige netop det med at være skoleklar, mærker Simon Hyldevang også. Han har nemlig lagt mærke til, at han er mere på dupperne i skolen.

- Når man er frisk, så er man ikke bare sådan en, der sidder ned og siger ’det ved jeg ikke’ hele tiden. Så vil man også gerne ud at lege, siger han.

Det er børn, der lærer at transportere sig selv, så de ikke skal køres i skole hver morgen

Claudia Krogh, lærer, Vemmelev Skole

1.200 kilometer tilbagelagt

Siden projektet tog fart i Vemmelev i oktober, så har de 24 tilmeldte børn tilbagelagt 1.200 kilometer. Og det er slet ikke noget problem, at de små ben skal kæmpe sig igennem et par kilometers gåtur hver morgen.

- Overhovedet ikke. De hviler sig, når jeg kommer ind at sidde. Og så er jeg klar igen, når jeg skal ud i frikvarteret, siger Simon Hyldevang.

Eleverne bruger en app, der giver deres forældre besked, når de er nået godt frem til skolen.

Udover Slagelse Kommune, så har Odsherred, Kalundborg og Vordingborg Kommuner også skole, hvor eleverne er hoppet på gå-bussen.

Du kan læse mere om projektet her.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App