Nyheder fra din hverdag

21-årig sigtet for vold mod kvindelig betjent efter tyveri

Da politiet kom, kastede han et metalbur med varer mod en kvindelig betjent, så hun måtte afværge ved at sparke det væk. Arkivfoto. Foto: TV ØST

En 21-årig mand er sigtet for vold mod en kvindelig betjent, efter han kastede et metalbur med varer mod hende. Han forsøgte at stjæle tre Red Bulls.

En 21-årig mand er sigtet for vold mod en kvindelig betjent i forbindelse med et tyveri i Aldi på Idagårdsvej i Slagelse torsdag aften. 

Manden havde nemlig stukket tre Red Bull ind under jakken, men betalte kun for en Icetea. Da personalet opdagede tyveriet, forsøgte de at få ham med ud i baglokalet for at få afklaret tingene. 

Men manden blev temmelig voldsom og sprøjtede med icetea i butikken. Han væltede en palle med varer og hev flere metalbure med varer ned. 

Da politiet kom, kastede han et metalbur med varer mod en kvindelig betjent, så hun måtte afværge ved at sparke det væk, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den 21-årige stak af til fods, men blev indhentet efter et par hundrede meter. Han blev anholdt og sigtet for butikstyveri og for vold mod polititjenestemand.

Tip os Har du et godt tip?