200 portører risikerer fyring, fordi de nægter at gøre rent

Godt 200 portører på regionens sygehuse, risikerer at blive fyret, hvis de ikke melder sig til en serviceassistent-uddannelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De godt 200 portører på regionens sygehuse, risikerer at blive en del af et fyringsmæssigt blodbad. 

Det skriver DR Sjælland.

Det skyldes, at de sammen med rengøringspersonalet har fået sat stolen for døren. Enten skal de inden d. 11 maj, melde sig til en serviceassistent-uddannelse, så de kan løse flere opgaver, eller også vil sygehusledelsen ikke garantere for deres job.

Portører takker nej

Rengøringspersonalet har sagt ja til uddannelsen, til gengæld har de næsten 200 portører takket nej. Et nej de skriftligt har fået at vide, kan få konsekvenser.

Det socialdemokratiske medlem af Region Sjællands sygehusudvalg Nicolai Nicolaisen kalder hele fremgangsmåden "forrykt."

- For uddannelse skal jo ikke være tvang. Uddannelse skal være tiltrækkende og bestemt ikke noget man skal tvinge og true folk til, siger Nicolai Nicolaisen til DR Sjælland.

Undrer sig over ledelsen

Hans kollega, næstformand i regionens sygehusudvalg Gitte Simoni fra Dansk Folkeparti, bakker op om ledelsen.

- Jeg synes vi har haft et positivt samarbejde med de ansatte gennem hele planlægningen af uddannelsen, siger hun.

Sektorformand i FOA Karen Stæhr undrer sig over ledelsen i Region Sjælland. Specielt fordi der arbejdes på en helt anden uddannelse til portørerne.

- Vi har lavet en overenskomstaftale med Danske Regioner om at se på mulighederne for at lave en erhvervsuddannelse for portører, så det er altså en meget mærkværdig personalepolitik man fører i Region Sjælland, siger hun til DR Sjælland.


Nyhedsoverblik