20-årig er som den sjette fængslet for drabsforsøg i Haslev

Den unge mand blev efter et grundlovsforhør ved Retten i Næstved varetægtsfængslet. Foto: Ida Valsted - TV ØST

I juli blev en ung mand overfaldet og stukket med kniv. Fem er fængslet. Nu har politiet anholdt en sjette mand.

Politiet har anholdt en 20-årig mand i sagen om et groft overfald i Haslev, hvor en ung mand i slutningen af juli blev stukket med kniv, så hans ene lunge punkterede.

Manden blev fredag fremstillet for en dommer i Retten i Næstved, og her krævede anklagemyndigheden ham varetægtsfængslet. Det lykkedes, og han er nu fængslet frem til 15. november.

Han er sigtet for drabsforsøg eller i det mindste grov vold og har kæret varetægtsfængslingen til landsretten, oplyser anklager Mariam Khalil, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

Han nægter sig skyldig.

Læs også Fem mænd fortsat fængslet efter groft overfald

I forvejen sidder fem andre mænd varetægtsfængslet for grov vold, trusler og frihedsberøvelse i den alvorlige sag. Fire af dem har siddet fængslet siden august.

Der er tale om mænd i 20'rne.

Skete efter en biljagt

Overfaldet skete natten mellem 26. og 27. juli på en mark ved Gisselfeldvej i Haslev.

Her blev tre-fire mænd overfaldet med slag og spark. Især den ene blev alvorligt kvæstet, da hans lunge blev ramt af et knivstik.

Forud for overfaldet gik en biljagt fra Haslev mod øst ad Vestre Ringvej. Her forulykkede en Volvo, som ofrene kørte i. 

Læs også Fire mænd sigtet for drabsforsøg og bortførsel

De forsøgte at undslippe fra deres forfølgere. Det lykkedes imidlertid ikke. Tværtimod blev ofrene bortført og holdt fanget på forskellige adresser i flere timer.

De fleste af de formodede gerningsmænd blev anholdt ved en razzia på fire adresser i Haslev få dage efter overfaldet.

Her blev ti mænd anholdt. De seks blev sat på fri fod igen, mens mistanken mod de sidste fire var tilstrækkeligt velbegrundet til at varetægtsfængsle dem.

 Den femte mistænkte gerningsmand blev anholdt et stykke tid efter og sidder nu også varetægtsfængslet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App