Politiet fik onsdag klokken 06.35 en melding om forsøg på brandstiftelse i en mejetærsker, der var sat til reparation hos en maskinforretning på Kalundborgvej i Gørlev.
Et dæk var ifølge Midt- og Vestsjællands Politi forsøgt antændt med benzin, og der var hældt benzin ud under maskinen.
Allerede klokken 08.10 kunne politiet anholde en 23-årig mand fra Kalundborg og en 19-årig mand fra Høng.
Begge mænd blev afhørt. Den 19-årige erkendte brandstiftelsen, og efterforskningen viste, at den 23-årige ikke havde noget med sagen at gøre.
Det blev efterfølgende besluttet, at den 19-årige ikke skulle fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Han vil ifølge politiet senere stå til regnskab for sin handling i retten.