17-årig tiltalt for MDMA-salg nægter forbindelse til Satudarah

Foto: TV ØST

Den 17-årige tiltalte for salg af stoffet MDMA, som en 15-årig dreng døde af at indtage, nægter at have forbindelse til rockergruppen Satudarah.

En 17-årig mand fra Næstved sidder lige nu på anklagebænken ved Retten i Næstved.

Han er tiltalt for uagtsomt manddrab, efter han i februar - via en mellemmand - solgte stoffet MDMA til to drenge i Haslev, som indtog det, og hvoraf den ene, 15-årige Adam Buk, døde efter at have indtaget stoffet.

Ved retten er det kommet frem, at den 17-årige havde haft SMS-kontakt med personer med tilknytning til rockergruppen Satudarah. Men det afviste den 17-årige i retten.

Politiet jagter bagmænd 

Den relation spurgte anklageren ind til ved retsmødet tirsdag formiddag.

Anklageren forsøgte at finde ud af, om den tiltalte 17-åriges køb og salg af MDMA har forbindelse til Satudarah. Men dette afviste den 17-årige altså.

Politiet har tidligere udtalt, at det på baggrund af den tragiske sag igangsatte en større efterforskning for at finde bagmændene, som står bag salget af stofferne.

- Vi har et stort pres på efterforskningen for at finde de her bagmænd. Der er tale om noget meget stærkt stof, hvor man vidende om stoffets styrke har valgt at videresælge det. Så hensynsløs adfærd vil vi gerne sætte en stopper for, udtalte politiinspektør Kim Kliver i februar. 

17-årig indtog en del hash

Den 17-årige, der er fra Næstved, beskrives som en ung mand, der efter folkeskolen ikke har lavet noget, og som tidligere har indtaget en del hash. 

Fire personer skal vidne for retten i dag. Deriblandt vennen til den afdøde Adam Buk, Matti Frey Olesen, som overlevede at indtage det samme MDMA, som tog livet af hans ven.

Desuden skal en mand, der har formidlet kontakten til tiltalte vidne, en ung kvinde fra Næstved, som selv blev syg af at indtage MDMA i februar samt en veninde til den unge kvinde.

Der falder dom i sagen i dag, tirsdag.

Overblik

MDMA-sagen fra Haslev

Livedækning afsluttet15. maj 14:15

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App