17-årig: To 14-årige efterlyste overnattede hos mig

De to piger fra Næstved, der tidligere på dagen blev meldte savnet, overnattede hos en 17-årig kammerat.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To 14-årige piger fra Næstved, der tidligere tirsdag blev meldt savnet, fordi de ikke har været set siden en fest i Næstved lørdag aften, er fundet i god behold.

Det oplyser vagtchef Bo Georg Petersen, Sydsjællands og Lolland-Falster Politi.

- Pigerne er truffet på en adresse udenfor Næstved. De blev kørt til politistationen i Næstved, hvorefter de er blevet afhentet af forældrene, siger han.

Overnattede hos en ven

De 14-årige piger har overnattet hos en 17-årig ven siden festen lørdag.

- Jeg var slet ikke klar over, at de var savnet og blev noget overrasket over, at politiet pludselig bankede på, fortæller den 17-årige Nikolaj Stegmann, der bor hos sin mor og papfar.

Læs også: To 14-årige piger savnes efter fest

- Jeg var med til samme fest og senere på natten ringede de og spurgte, om de måtte overnatte. Det måtte de selvfølgelig. De har så været her siden, og jeg havde indtryk af, at det var efter aftale med deres forældre, fortæller han.

De to 14-årige piger blev afhentet af politiet klokken cirka 14.30.


Nyhedsoverblik