16-årig knallertkører mister livet i sammenstød med bil

En ung mand blev torsdag aften påkørt af en bil i Tappernøje og blev senere erklæret død på sygehuset.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 16-årig dreng mistede torsdag aften livet, da han på sin knallert blev påkørt af en bil på Hovedvejen i Tappernøje.

- Vi får en anmeldelse klokken 21.14, om at en knallertkører er blevet påkørt af en bil, siger Anders Mikkelsen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Både politi og redningsmandskab blev tilkaldt Hovedvejen 42, hvor ulykken fandt sted.

- Her viser det sig, at knallertkøreren er hårdt tilskadekommet og har fået et voldsomt hovedtraume, siger Anders Mikkelsen.

Erklæret død på hospitalet

Den 16-årige dreng blev derefter kørt på sygehuset i Køge, hvor han blev erklæret død.

Der er tale om en ung mand fra lokalområdet. Hans pårørende er underrettet om ulykken.

Politiet kender endnu ikke de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

- Vi ved ikke noget endeligt endnu, men vi arbejder på sagen. Vi ved bare, at bilen påkørte knallertkøreren, der fløj hen over bilen.

Føreren af bilen kom ikke til skade i ulykken, oplyser vagtchefen.

Der er udtaget en blodprøve af føreren af bilen.

- Det er dog kun for en sikkerheds skyld og på grund af sagens alvorlige karakter, siger Anders Mikkelsen


Nyhedsoverblik