13-årig drengs røverianmeldelse var falsk

Politiet anser nu efterforskningen for opklaret.

Den 13-årige dreng, der i går anmeldte tre voksne mænd for overfald i Ringsted, har indrømmet over for politiet, at overfaldet aldrig har fundet sted.

En 13-årig dreng fra Store-Merløse fortalte i går, torsdag, Midt- og Vestsjællands Politi, at han var blevet overfaldet og røvet af tre unge mænd i Ringsted. Drengen har i dag indrømmet over for politiet, at der var tale om en falsk anmeldelse.

- Drengen mistede sin mobiltelefon og får sig derefter rodet ud en række løgne, som han så ikke kunne komme ud af, fortæller efterforskningsleder Kim Løvkvist og tilføjer:

- Han er dybt ulykkelig over, at han har spildt politiets tid.

Politiet genafhørte drengen, fordi de undrede sig over, at overfaldet ikke kunne ses på videooptagelser fra Outlet-centret, hvor røveriet angiveligt skulle have fundet sted.

Drengen havde ellers fortalt politiet, at han blev væltet omkuld af tre voksne mænd med anden etnisk baggrund end dansk, hvorefter de tre mænd gennemsøgte hans tøj og skoletaske for værdier.

Den 13-årige fortalte, at han var kommet til at tage bussen den forkerte vej i skole og var endt i Ringsted, og at han altså blev overfaldet, mens han ventede på at kunne komme med bussen tilbage.

Forældrene til drengen er underrettet om den falske anmeldelse, og politiet anser nu sagen for opklaret.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App